Jeg flytter væk fra alle krav…

09april

Jeg flytter væk fra alle krav…

Posted by - Psykolog

Shit, det blev en sen aften…. Min yngste havde svært ved at sove, og jeg trængte virkeligt bare til at slå stængerne i vejret og slippe alle krav!

Dagen i dag har været træg, kedelig, uproduktiv!

Jeg har lagt én kurv med sokker sammen, så det er da faktisk også noget jo!

Og det er ikke fordi, der ikke er noget, jeg kunne gøre. Jeg har en liste så lang med ting, der kunne ordnes. Krav er der nok af!

Både de krav andre stiller til mig; mine børn, der beder mig om ting, vil snakke med mig, have min hjælp…

Min mand, der også vil snakke med mig (hvilket jeg i bund og grunde er virkeligt glad over, fordi det jo betyder, at han stadig finder mig interessant!).

Krav fra omgivelserne om skole-intra, lektielavning, viden om mange forskellige læringssystemer på computeren…

Også krav, som jeg stiller til mig selv…. Jeg burde bevæge mig mere, spise sundere, læse mere faglitteratur (og ikke bare scrolle på min telefon!), være mere nærværende, have større lyst…

Måske du har haft det på samme måde? Alt for mange krav – alt for lidt energi og overskud til at indfri krav!

Jeg kan da sagtens mærke min indre kritiker, der siger:” Uhhh, du har al den tid i verden lige nu. Se nu at få noget konstruktivt ud af det!”

Men ved du hvad?

Det her hjemmeliv med børn og forsøg på arbejde… det dræner mig virkeligt meget.

Jeg savner min tid for mig selv, hvor der ikke er nogen, der kalder eller har et eller andet behov.

Jeg har trang til at flytte på en øde ø.
Hvem vil med?

Hvad du kan gøre i stedet for at flytte fra krav

Hvis du har det som mig, så lad for Guds skyld vær med, at hak dig selv til plukfisk over det.

Så vil du blot forværre det svære, du står i.

For det er en svær situation vi ALLE er i grundet den her lorte-epedemi. Det kan der vist ikke herske nogen tvivl om.

Vi er alle pressede over en fuldstændigt anderledes hverdag. Vi er pressede over, at vores velkendte og trygge rutiner med et er revet væk under os. Vi er pressede over, at vi skal være sammen 24/7.

Og nej, det betyder selvfølgeligt ikke, at du er holdt op med at elske dine børn og din mand. Det betyder, at du med al sandsynlighed har minimal tid til dig.

Forestil dig, at din gode veninde har fortalt dig om det pres, hun står i lige nu. Jeg er sikker på, at du ikke ville skælde hende ud over, at hun ikke orker så meget, som hun plejer.

Jeg er sikker på, at du vil have tonsvis af medfølelse for hende, og at du sagtens kan se, hvorfor hun er presset over alle krav, ik?!

Så i stedet for at piske dig selv sønder og sammen, så forsøg at mød dig selv med samme medfølelse og nysgerrighed, som du møder din veninde med.

Spørg dig selv om dette:

  • Hvilke krav er for meget lige nu?
  • Hvorfor har du lyst til at flytte til Langtbortistan?
  • Hvad mangler du?
  • Hvilke følelser støder jeg på i mig selv i min hverdag lige nu?
  • Hvilke behov har jeg, der ikke mødes lige nu?

Når du ser på det, så er det vel egentligt ikke underligt, at det er en svær situation lige nu, vel?!

Giv dig selv lidt plads.

Tal med venlighed til dig selv – gerne højt!

Sig til dig selv, at det er en svær situation. Det er hårdt lige nu.

Led efter, hvad du har brug for og se, om du kan give dig selv noget af dette. Giv dig selv medfølelse!