Overbelastning som mor – sådan reducerer du din stress

04maj

Overbelastning som mor – sådan reducerer du din stress

Posted by - Psykolog

Der findes altid bagvedliggende årsager til, at vi (og vores børn) handler, som de/vi gør.

Det er jeg sikker på, at du faktisk godt ved.

Jeg er også sikker på, at du TYDELIGT kan se alle de gode og gyldige grunde til, at alle de andre mødre af og til mister småkagerne og flipper skråt af og til, ik?

Og måske er det bare vildt svært at se på, hvad der ligger bag dine egne handlinger?

Måske er det virkeligt svært at få øje på, hvad der giver dig en overbelastning som mor?

Så lad mig i dette blogindlæg invitere dig til at lave et reality-tjek på, hvordan det egentligt står til indeni dig, og hvilke gyldige grunde, der eksistere bag din adfærd. 

Lad mig starte med at spørge dig:

Hvordan har du det egentligt?
Du svarer måske: “Jo, tak, jeg har det da fint nok!”

Hvad betyder fint nok egentligt? 
Hvordan sover du om natten? 
Hvilket humør er du oftest i? 
Hvor meget tid har du til dig selv?
Hvor meget tillader du dig at hvile?
Hvordan er din helbredsmæssige tilstand? 
Hvilke tanker er din hjerne fyldt af? 
Hvordan går det på dit arbejde? 
Hvilket tempo har du i løbet af en dag? 
Er der tid og rum til noget, der er sjovt? 
Hvordan er jeres stemning derhjemme? 

Hvis alt er mest happy-clappy, så er jeg virkeligt glad på dine vegne. Det er vitterligt skønt, når vi har skabt os et liv, som vi rent faktisk kan holde ud at være i.

Og jo, jeg er godt klar over, at der altid vil være ting, der bøvler. Sådan er livet! 

For mig at se så handler et godt liv om BALANCE ikke fravær af lidelse. At der er plads og rum til at være uden hele tiden at skulle gøre. 

Årsager bag din overbelastning som mor

Vi har alle en indre beholder, som i løbet af dagen bliver fyldt med både ydre og indre ting, der belaster os. 

Ydre belastninger kan være være livs forandringer og/eller daglige gener:

  • for mange udefrakommende krav
  • dårlig nattesøvn
  • svært at få arbejds og familieliv til at nå sammen
  • for højt et tempo i løbet af dagen
  • for få muligheder for pauser og restitution
  • informationsoverload (skoleintra, mail fra fritidsklubben….)
  • traumer (ulykker eller omsorgssvigt fra din barndom)
  • sygdom

Indre belastninger kan være:

  • negative tanker
  • perfektionisme
  • lavt selvværd
  • bekymringer eller grublerier
  • skuffede forventninger til livet som mor
  • følelsesmæssige belastninger i relationer

Så når livet bliver FOR svært eller hårdt, så er det, fordi din indre beholder er blevet alt for fyldt.

Det løber simpelthen over, og du har nu tegn på, at du er alt for overbelastet. 

Tegn på overbelastning kan være:

  • Irritabilitet; du flipper skråt over små ting
  • Indre tomhed eller indre kaos
  • Påvirket søvnkvalitet; du sover dårligt, for lidt, urolig søvn
  • Negative tanker; selvkritiske tanker
  • Påvirket spisemønster; du spiser for meget eller slet ikke
  • Træthed. Selv små gøremål virker uoverkommelige
  • Generel uoplagthed og følelse af ulyst
  • Nervøsitet og angst for det ukendte
  • Tristhed
  • Uro og rastløshed
  • Manglende overskud til andre og manglende glæde ved samværet med andre. …
  • Gråd (Kilde: netdoktor.dk)

Så lad mig spørge, hvor højt oppe ved kanten er vandstanden i din indre beholder? Er det god plads til dig? Eller er du ret presset, når du nu tager et konkret blik på dit liv? 

Det er klart og en selvfølgelighed, at du flipper skråt, når du selv er ALT for presset.

Du har simpelthen ikke den fornødne plads til at rumme dig selv eller dine børn. Grænsen for, hvad du kan kapere er nået og måske endda langt overskredet. 

Hvordan giver det her mening for dig? For mig er der en god logik her; nemlig at det ikke er fysisk muligt at rumme mere, end vi faktisk har kapacitet til. 

Mange af os har lært at se bort fra vores egne behov og begrænsninger. Vi har ikke lært at det er okay, at vi i det hele taget har behov. Vi har lært at alle andre kommer først. 

Måske vækker tanken om, at du har gyldige behov ligefrem en indre nervøsitet lige nu?

Vejen ud af overbelastning som mor

Første skridt til at skabe mere plads indeni dig er altså at tage et realistisk blik på, hvor fyldt din indre beholder er. Hvad belaster dig? 

Næste skridt er at se på, hvordan du kan reducere mængden i din indre beholder, så vandstanden bliver mindre. Du skal måske tage nogle svære beslutninger og sige farvel til noget i dit liv, som du egentligt godt kan lide, men som ikke er så væsentligt lige nu?

Måske skal du arbejde med de indre belastninger, hvis det er dem, der fylder mest i beholderen? 

Uanset, så TAG DE NØDVENDIGE SKRIDT i den retning, der bringer dig tættere på at skabe et ydre og indre liv, som du rent faktisk kan holde ud at være i. 
Hvor du kan være rummelig overfor dine børn, fordi du tager dig godt af din indre beholder, så den ikke flyder over.