Vi forældre er jo også en slags mennesker…

09december

Vi forældre er jo også en slags mennesker…

Posted by - Psykolog

– mit modsvar til Lola Jensens opsang til ”alle klynkerne!”

Ok, her kommer et skriv lige fra mit hjerte… Råt og usødet.. med tastefejl og komma-undladelser…. Så er du advaret!

I forgårs lagde Lola Jensen en video op på Facebook, hvor hun råbte ”vagt i gevær” over alle de forældre-podcasts, der efter hendes mening legitimere skæld ud og ”give op” som forældre. Lade stå til uden at forsøge at ændre noget.

Hun siger, at hun har barnets perspektiv, og at det er derfor, hun råber op. Hun synes, at der er alt for meget fokus på, hvor hårdt det er at have børn. Det burde efter hendes mening kun fylde 5% og resten de 95% skulle være fokuseret på handlemuligheder, så det hårde kunne ændres. 

Hvem taler hun om?

Her følger min kritik af hendes præmis og den tilsyneladende mission (for det er ikke helt tydeligt for mig, hvad hun egentligt vil med videoen!). Jeg kommer (heldigvis!) også meget 3 handlemuligheder, som du kan øve dig på at gøre, hvis du synes, at livet som nogens mor eller far også er hårdt af og til!

Når Lola Jensen vælger at skyde med spredehagl, som hun gør, fordi hun skriver at en masse podcasts legitimerer skæld ud…. Hvem er det præcist hun har lyttet til?

Når hun ikke navngiver modtageren af hendes kritik, ja så bliver det dels lidt svært at tage en saglig debat, især for dem, der kritiseres. Dels kan der sprede sig en usikkerhed, hvis man er en af hendes disciple for hvilke podcasts er så gode nok til at lytte til?

Hun går faktisk så langt som til at sige, at de ikke er gavnlige for forældre at lytte til de podcasts.

Hvor ved hun det fra?

Hvad baserer hun det på? Hun har formegentligt næppe lavet et kvalitativt studie og undersøgt de skadelige effekter. Så hendes udtalelse baserer sig på hendes holdning, som man i den grad kan have lov til at være uenig i.

Hun repræsenterer i min optik en gammeldags og forsvarspræget måde at forholde sig til livet og rollen som forældre.

Hun vil sikkert kritisere mig, fordi jeg kalder det en rolle. Måske hun mener, at det er en naturlig ting at blive forældre, og dermed så er det ikke en rolle?  

Jeg ved det faktisk ikke, for jeg har ikke ret tit orket at lytte til hende. Jeg får nemlig hver gang en kraftig fornemmelse af, at jeg egentligt bare bør lukke munden og tage mig sammen, hvis jeg er så fjollet at opleve, at det mest naturlige i verden; nemlig at være mor er hårdt. Det bør jeg ikke give plads, men netop undertrykke og fokusere på, hvad jeg kan gøre for at fikse det hårde. 

At legitimere, at livet også er hårdt, og at vi kan tale om det, er jo langt fra det samme, som at vi så ikke har et ønske om noget andet. Det er også her, at Lola Jensen går galt i byen; altså når hun antager, at man som forælder bare lader sig synke ned i håbløsheden.

Magtesløsheden som forældre

Og desuden så tænker jeg, som psykolog, at Lola Jensen må have en meget ringe indsigt i menneskets hjerne og sind, fordi det virker som om, hun ikke forstår dynamikkerne bag magtesløshed.

Altså hvorfor er det, at vi mennesker når til et punkt med magtesløshed også i rollen som nogens mor eller far? Hvorfor er det at man også i livet som mor og far kan brænde ud? Men hov, hvis jeg havde lyttet til hendes gode råd og handlestrategier, så var jeg jo slet ikke blevet magtesløs eller udbrændt… Det er jo så kun min egen fejl at jeg ikke magtede at fikse mine problemer og i det mindste finde en ekspert, der kunne løse dem for mig! Altså er det min egen fejl, og jeg ligger som jeg har redt.

Magtesløshed opstår blandt andet, når alt det, vi prøver ikke virker, som vi ønsker det. Ergo, når vi når metodeloftet, som psykolog Bo Hejlskov Elven udtrykker det, så er det IKKE fordi vi INTET har forsøgt, men netop et udtryk for, at vi har prøvet en masse uden effekt. Derfor har vi ikke brug for udskamning og besked om at tage os sammen. NEJ! Vi har brug for at blive mødt med anerkendelse for den indsats vi har gjort og selvfølgeligt en proces, hvor vi kan opdage nye og bedre metoder.

Med metoder mener jeg egentligt blot andre måder at være sammen med vores børn på. For mig handler det primært om de gode relationer til vores barn, vores medforædler og os selv, som det bærende element i vores samliv i familien. At skabe et trygt rum, hvor vi kan arbejde med vores relationer kræver, at vi kan sige alt, som vi oplever det og ikke være nødt til at pakke ”det svære/hårde” væk. Uden frygt for at blive fordømt og forsøgt fikset!

Tid til et generationsskifte

Måske er det tid til et generationsskifte i forældre-eksperter, så dem, der kloger sig på andres forældreskab ikke er SÅ langt væk fra den hverdag, som mange forældre står i. Det er jo den oplaget fælde at falde i, at man simpelthen ikke kan mærke (og dermed se!), hvordan det er at være forældre i dag og dermed bliver fordømmelsen meget lettere at ty til, fordi man ikke mærker indefra, hvordan det er at være max presset over et liv med alt for mange både ude- og indefrakommende krav og alt for få ressourcer.

Grundlæggende så tror jeg, at Lola Jensen har misforstået og er blevet trigget af ukendte årsager og dermed har en forkert præmis. Hun antager, at de unavngivne podcastere legitimere skæld ud ved at fremhæve, at det sker i livet som mor og far. Ved at give plads til, at det er menneskeligt at flippe skråt. Det er et totalt umenneskeligt og urealistisk krav, at vi ALDRIG må skælde ud, og at vi ALTID kan bevare roen. Det er simpelthen menneskeligt umuligt!

Hvem er det helt præcist, som Lola Jensen har hørt sige ordret, at det er helt okay at skælde ud?

Hvorfor skælder vi ud, når vi godt ved at det er uhensigtsmæssigt?

Vi har alle i lang tid hørt, at skæld ud er gift på selvværdet, hvilket jeg er enig i. Kontinuerlig nedgørelse og udskamning fører til en mindskelse af barnets selvværd.

Alligevel kan vi komme til at skælde ud, selv om vi ved bedre. Jeg tror derfor ikke, at vi kommer til at handle bedre alene ved at vide bedre. Vi må lære at regulere vores følelser, når de stiger, og det gør vi ved at tillade os at mærke dem. Noget Lola Jensen i min optik meget gerne hurtigt vil skøjte henover og dermed nå frem til, hvordan vi fikser.

Men det at ”fikse” kan kun ske, hvis vi tør dykke ned i lorten i forældreskabet. Hvis vi tør mærke og være i ALLE de følelser, som forældreskabet vækker i os. At vi tør kigge på, hvordan vi selv er blevet mødt/ikke mødt, da vi voksede op, fordi de ubevidste mønstre nemt kaprer os, selvom vi ikke vil.

Hvis vi ikke har lært at stå ved de ”negative” følelser som vrede, sorg og skyld og føle dem, så vil de vække ubehag, når de er aktive i vores sind. Det ubehag vil vi væk fra, og det kan fx ske ved at skælde ud i stedet for at mærke vreden og sætte en passende og hensigtsmæssig grænse.

Hvis vi ikke mærker fx vreden, så er der altid gode grunde til det. Mange af os kvinder græder, når vi er vrede. Så slukkes vredens ild med tårer, og vi fremstår mere tilgængelige. Det er et ubevidst forsvar mod vreden, som med al sandsynlighed bunder i den måde, vi selv er blevet mødt på, når vi var vrede, da vi voksede op.

Vi kan også (ubevidst og tillært) vende vreden og skylden indad på en måde, så den bliver til skam. Altså en oplevelse af, at ”jeg er forkert som menneske og forælder!”. Når vi skammer os, så gemmer vi os, og det er med til at opretholde ideen om, at det ikke burde være hårdt at have børn, fordi ingen så tør tale åbent om det.

Større åbenhed nu

Heldigvis er der i de seneste år kommer en større åbenhed om, at livet som forældre OGSÅ er hårdt, svært og udfordrende. Det kommer os alle til gavn og især også forældre, der rammes af efterfødselsreaktioner og reelle efterfødselsdepressioner. Det rum, der er komme til at tale mere åbent om dette, må ALDRIG lukke igen. Det ville være en kæmpe svigt af alle os forældre, der mærker, at livet ikke bare er lutter lagkage.

Et andet eksempel på at udskamning bremser forandring er dette.

For nogle år siden blev der lavet en stor undersøgelse omkring stress (https://sum.dk/Media/637643713201086798/Sammen%20kan%20vi%20kn%C3%A6kke%20stresskurven.pdf). Her blev det anbefalet at lukke Skoleintra, fordi det stressede mange forældre. Da journalisterne så ville have disse forældre til at stå frem, var der (sjovt nok) ingen der meldte sig. Min tolkning er, at forældre på sociale medier blev hånet over, at de ikke engang kunne klare at læse lidt beskeder fra skolen (underforstået; tag jer sammen i klynke hoveder!) og derfor var der ingen, der orkede at stå frem til den shitstorm. Det kan jeg egentligt godt forstå!

En anden undersøgelse fra 2014 (https://www.boerneraadet.dk/nyheder/nyheder-2014/stressede-foraeldre-skaelder-ud-og-raaber) pegede på, at stressede forældre råbte mere af deres børn og skældte mere ud (92% af de adspurgte børn syntes, at de voksne derhjemme var gode til at være forældre J Så lad os lige få lidt proportioner ind i debatten, ik?). Så er det jo ret paradoksalt at skælde forældre ud for at have fokus på det hårde, som om de ikke burde det. Det tror jeg lægger ekstra stress og pres på, fordi det øger selvbebrejdelse og selvkritik!

Hvad med forældres tarv?

Det værste ved Lola Jensens opsang er, at den igen igen fremhæver barnets tarv, som det vigtigste UANSET… Hun vil barnet det bedste, som hun siger.

Ja tak, det tror jeg, at alle os, der udtaler os om livet som forældre, vil!  

Og jeg mener, at det helt lille spæde barns tarv og behov nødvendigvis MÅ komme først ellers overlever det ikke. Men som tiden går, og barnet modnes, så bliver barnet nødt til at mærke og støde på, at andre mennesker altså også har behov som er legitime, og at barnet derfor må lære at vente. Hvordan skal vores barn lærer det, hvis vi altid sætter deres behov først, indtil de flyver fra reden?

Hvis vi kontinuerligt ofre os helt på forældreskabets alter, hvordan skal vores børn så se os som gode rollemodeller? Risikoen er for øvrigt også, at vi ender med at brænde ud.

Lort & lagkage

Problemet opstår igen, når perspektivet og dermed debatten bliver ensidig. Hvornår begynder vi at tale om det både og i livet som nogens mor eller far?

Altså at det både kan være hårdt OG skønt.

At det både handler om barn OG forældres trivsel.  

Jeg går ind for, at både LORT & LAGKAGE i livet som forældre skal have plads. Vi kan jo tildele det 50/50 plads, og så der ud fra mærke, hvad vi som forældre VIL gøre.

I mange år tilbage har lagkagen været det, vi viste frem. En Disnificering af livet som forældre med tilhørende massiv udskamning til dem, der turde givet et ærligt indblik. Det var der, så ikke så mange, der valgte! Lortene blev gemt væk og lå så alligevel og lugtede. De kom fx til syne som ”sure-lorte-mor”, der ikke kunne holde sin vrede tilbage længere.

Heldigvis er der ved at komme mere og mere fokus på, at vi forældre altså også er en slags mennesker med egne behov og følelser, der også skal tilgodeses.

Opvækstens fortsatte betydning

Og noget helt andet, som Lola Jensen slet ikke udtaler sig om eller tager med i betragtningen er, at når vi har lagt låg på os selv og ikke vil/kan vedkende os alle vores menneskelige følelser, så er det et udtryk for, at vi ikke har lært det, eller at vi har været udsat for traumer (og ja, følelsesmæssigt omsorgssvigt er et traume!). Det er et nødvendigt perspektiv at tage med, når vi udtaler os om, hvordan forældre bør gøre.

Vi må, hvis vi vil hjælpe andre mennesker, nødvendigvis tage udgangspunkt i, at all mennesker gør det godt, hvis de kan. Hvis vi fx råber af vores børn, så er det, fordi vi har umødte behov, mangler støtte og/eller har uforløste traumer med os i rygsækken. Det giver for høje forventninger til os selv og forældreskabet, der skaber pres, begrænset adgang til evner, der kræves i rollen som mor eller far (fx selvkontrol, behovsudsættelse, selvberoligelse, mentalisering osv.) og en høj reaktiveret (altså at vi reagerer uden at nå at reflektere!).

Så når en mor eller far er kommet til at råbe og skælde ud, så er det ikke, fordi vi synes, at det er godt eller i orden! Ingen står vel op om morgenen og beslutter at have en ”skæld ud/råbe ”-dag, vel?!

Heldigvis har de fleste moderne forældre forladt ideen om den autoritære måde at være sammen med vores børn på. Når vi råber eller skælder ud, så er det fordi vi i den situation gjorde vores bedste med de tilgængelige ressourcer.    

Forandringens paradoks

Al forandring bliver først muligt, når vi fuldt ud acceptere os selv, som vi er i dette øjeblik. Det er forandringens paradoks, som C. G. Jung var inde på.

Derfor har vi forældre ikke brug for udskamning, men brug for at have steder, hvor vi kan åbne op UDEN risiko for fordømmelse, så vi kan mærke os selv, og dermed bliver motiveret indefra til at øve os på at lave de nødvendige forandringer.

Den mest væsentlige ting, som Lola Jensen enten overser eller ikke tager med er, at reel forandring forudsætter, at der tages afsæt indefra. At vores indre psykodynamisk forandres. Alt det, vi gerne vil kunne i relation til vores børn, kan kun lade sig gøre, når vi genskaber forbindelsen til os selv, vores følelser, værdier og behov.

Hvis forandringer skal komme ud af gode råd og handleanvisninger, så vil det bliver overflade og formodentligt forbundet med stor anstrengelse at kunne leve op til det.

Her kommer mine 3 forslag til indre handlinger, du kan øve dig på i dag:

  • Vi må øve os på at finde ro i og accept af, at livet i sig selv og livet som nogens mor eller far er et ”både og”. Der er altså ikke noget galt med dig, hvis du synes, at livet er hårdt af og til, for sådan er livet. Det er et grundvilkår i livet. Ingen af os slipper for smerte, sorg, sygdom og i sidste ende død. Livet er ikke lutter lagkage, og hvis vi forsøger at putte glimmer på lorten og håber på, at den ikke lugter, så lever i fornægtelse og selvbedrag. Lav evt. din egen ”Lort & Lagkage”- liste i livet som mor eller far og øv dig på at favne begge dele. Hvis du kan mærke, at lortene fylder lidt for meget, så gå ind i, hvad der er lort og mærk det – prøv så i en periode at lede efter alt det skønne og dejlige ved at være nogens mor. Ikke som et forsvar, men som et forsøg på at finde balance.

  • Tillad dig at føle alle dine menneskelige følelser. Giv især vreden plads – også vreden rettet mod dit barn. Hvis du forestiller dig i din fantasi, hvad du i vrede har lyst til at gøre mod dit barn, så vil du hurtigt mærke skyld og dermed bremse dig selv, fordi du jo mærker kærligheden til dit barn. At føle vores menneskelige følelser er måden at regulere dem på, så din vrede ikke flyver ureguleret og skræmmende ud i hovedet på dit barn.

  • Giv dig selv lov til først og fremmest at være et menneske, for det er du jo. Du er menneske først og så nogens mor eller far. Du skal IKKE udslette dig selv og dine egne behov på Forældreskabets Alter med mindre, du gerne vil ende med at brænde ud, og så intet kunne give!

Dit barn har behov for at mærke, at du også er et menneske med dine egne behov, så deres normale egocentriske væren i verden med tiden mindskes, og de opdager, at andre mennesker også har behov i deres egen ret. Det er, hvad dannelse handler om; at jeg kan tilsidesætte mine behov, når det er påkrævet. Øv dig på at tilgodese dine behov, også selvom det vækker ubehag at tænke på, at du skal være væk fra dit barn et stykke tid.

Husk, at forældre gør det godt, hvis de kan. Det må vi aldrig glemme og altid tage udgangspunkt i inden vores trang til at fordømme tager over og flyver ud af vores mund.

Alle vokser af anerkendelse først – både vores børn og os selv. Så stop udskamning af forældre!