Tilskud til psykolog
Det kræver en investering at opnå større tilfredshed, livsglæde og indre ro – både tidsmæssigt, følelsesmæssigt og økonomisk.
Du skal investere dig selv, din energi og ja, dine penge, hvis du vil arbejde med dig selv i terapi.
Herunder kan du læse om forskellige muligheder for at få tilskud til psykolog.
Tilskud til psykolog med den offentlige sygesikring
Måske du har hørt om andre, der igennem deres læge er blevet henvist til behandling hos en psykolog?
Der er i Danmark mulighed for at få tilskud til 11 problemstillinger.
Jeg giver dig 150 kr. i rabat, hvis du har en henvisning fra din egen læge.
Det gør jeg, fordi jeg ved, at der ofte vil være flere måneders ventetid hos en ydernummer-psykolog, hvor du kan få tilskud fra den offentlige sygesikring.
Ventetid er yderst beklageligt, idet du formegentligt står i en situation, hvor du har brug for hjælp snarest.
Jeg tilbyder derfor 150 kr. i rabat, når du har en henvisning fra egen læge.
Din investering er 845 kr. med henvisning hos mig. Hvis du er medlem af Sygeforsikringen “danmark” kan du få op til 300 kr. i tilskud pr. samtale.
Din investering lander dermed på 545 kr. pr. samtale hos mig.
Du kan eventuelt finde en god ydernummerpsykolog her: Psykologer i Danmark
Vær opmærksom på, at du kan få GRATIS PSYKOLOGHJÆLP, hvis du er mellem 18 OG 21 år
Unge mellem 18 og 21 år er som en midlertidig forsøgsordning berettiget til gratis psykologhjælp hos en ydernummerpsykolog for angst og depression (kat. 10 og 11) i perioden fra 1. juli 2018 til 31. december 2021.
Find en ydernummerpsykolog via linket ovenfor.
Tilskud til psykolog via Sygesikringen Danmark:
Hvis du er medlem af Sygesikringen Danmark kan du få helt op til 300 kroner i tilskud pr. samtale. Dog maksimalt 7.200 kr. pr. år. Dette gælder også, hvis du er forsikret i gruppe 5. Du kan læse mere om tilskud til psykolog via Sygesikringen Danmark her: www.sygeforsikring.dk
Tilskud til psykolog via din sundhedsforsikring på din arbejdsplads
Du kan undersøge, om du via din arbejdsplads er forsikret igennem en sundhedsforsikring.
Efterhånden er der mange arbejdspladser, der tilbyder en sådan ordning til medarbejdere. Mange af disse sundhedsforsikringer vil kunne betale for din psykologhjælp eller yde tilskud til psykolog. Din arbejdsgiver behøver ikke vide, hvad du skal bruge din forsikringen til.
Du skal tage kontakt til dit forsikringsselskab direkte. Forsikringsselskabet har tavshedspligt, hvorfor din arbejdsgiver ikke automatisk bliver informeret. Forsikringen dækker ofte både dig og din familie.
Tilskud til psykolog gennem din familie- eller indboforsikring
Du kan også undersøge, hvilke muligheder din private indboforsikring giver for tilskud til psykolog. Du kan tage direkte kontakt til dit forsikringsselskab og forhøre dig om mulighederne.
Nogle forsikringsselskaber yder tilskud til psykolog ved krise i parforholdet og/eller skilsmisseproblematik. I skal selv tage kontakt til jeres forsikringsselskab og forhøre jer om mulighederne.