Det er min erfaring, at det kan vække stærke følelser hos forældre, når de hører om dette princip. Mange kommer til at tænke: “Jamen, han skal da lære at tage ansvar for sine egen handlinger” eller “Nu har jeg sagt det, så skal hun da bare høre efter”. Hvis det også var din umiddelbare tanke, da du læste overskriften, så er du altså langt fra den eneste.
Og du har en pointe, for det er jo vores fornemmeste opgave som forældre at lære vore børn at blive selvstændige individer, der kan tage ansvar for deres egne handlinger.
Problemet opstår, når vi som forældre har for store forventninger til, hvor meget ansvar vores børn kan tage i en given situation.
Hvis du lægger ansvaret for en mislykket situation over på dit barn ved, at du forventer, at dit barn skal lave sin adfærd om, så situationen ikke opstår igen, så vil du med al sandsynlighed bliver voldsomt skuffet, når du erfarer, at dit barn igen gør det samme. Med den skuffelse følger naturligt magtesløsheden over, at du ikke kunne få dit barn til at ændre adfærd.
Hvis du derimod tænker, at dine børn gør det bedste, de kan i enhver given situation, så vil det være naturligt at tænke på, hvordan du som voksne kan tilrettelægge situationer, hvor dine børn kan lykkes. På denne måde tager du det ansvar, der er dit, fordi du har indflydelse på situationen, hvilket dine børn ikke har.
At tage ansvar er ikke et problem for os forældre, hvis vi har gode metoder til at håndtere forskellige situationer på. Problemet påstår ofte, når vi rammer grænsen for, hvad vi kan finde på at stille op.
Det er min klare overbevisning at vi som forældre meget gerne vil handle og tage det ansvar, der er vores, men hvis det vi plejer at gøre pludseligt ikke virker mere eller virker dårligere end før, så kan vi opleve os låste og frustrerede.
Det er, når vi løber tør for gode metoder, at vi er i øget risiko for at komme til at lægge ansvaret over på vores børn ved at skælde dem ud eller tænke, at de skal tage sig sammen.
“Hvis vi skal lykkes som forældre, må vi ændre vores metoder, så de rent faktisk fungerer. Vi må ikke holde op med at gøre os umage, for så svigter vi for alvor vores børn. At børn laver ballade, mindsker ikke vores ansvar som forældre, det gør det snarere større. Hvis vi skal få alting til at fingere, skal vi kunne mærke, når vi rammer metodeloftet. Det er måske en af de vigtigste ting, vi skal kunne som forældre: se hvornår det går skævt, så vi har mulighed for at skabe forandring” (Hejlskov & Wiman, 2016, p.56).
Pyha, tænker du måske…. det er lidt af en mundfuld, og skyldfølelsen kan vælte ind over dig. Men stop lige op: nu, hvor du ved bedre, kan du også handle anderledes og bedre.
Så udskift din potentielle skyldfølelse med en anerkendelse af dig selv, fordi du faktisk tør kigge på det, der ikke fungerer, så du kan finde gode metoder til at tage det ansvar, du gerne vil. På den måde kan du gøre din indflydelse gældende og skabe det familieliv, du drømmer om.