Vredesudbrud i skolen: ”Hvordan kan jeg hjælpe min søn, når jeg ikke er der?”

09september

Vredesudbrud i skolen: ”Hvordan kan jeg hjælpe min søn, når jeg ikke er der?”

Posted by - Psykolog

naar-et-barn-ikke-opfoerer-sig-som-vi-forventer-saa-maa-vi-som-voksne-tage-ansvar-for-at-det-ikke-sker-igen Der er kommet et spørgsmål om vredesudbrud i skolen på Facebook, som sætter spot på et potentielt dilemma: hvordan kan man, som forælder tage ansvar, når man ikke har direkte indflydelse på, hvad der foregår i skolen? Altså hvordan kan man som forælder være med til at sikre, at et vredesudbrud forebygges og dermed ikke opstår igen?

En mor skriver: ”Kære Anne Halkjær. Min søn har vredesudbrud i skolen og lejlighedsvis til sport, men ikke derhjemme. Så jeg er sjældent i det miljø, der “trigger” ham. Kan jeg hjælpe ham alligevel? Hilsen Mie”.

Mit svar:

Kære Mie,

Tak for dit meget relevante spørgsmål, som jeg her vil give et uddybende svar på.

Jeg tænker, at der er flere forældre, der kan nikke genkendende til den problemstilling, du rejser. For som du selv skriver, så er vi som forældre der jo sjældent i det miljø, der trigger vores børn.

Indgå i dialog

Din fornemmeste opgave som mor er i at indgå i en dialog med skolen, og det er også netop ved at gøre dette, at du kan tage ansvar og forsøge at gøre din indflydelse gældende, selv om du ikke er tilstede, når vreden kommer.

Se bag om adfærden

Formålet med dialog skal være orienteret mod opnåelse af en større forståelse af din søn og hans reaktioner. Det er afgørende med hvilke ”briller”, I ser din søn. Er han besværlig med vilje? Vil han bare ikke være i ro i skolen? Eller kan han ikke? Er der simpelthen noget, der bliver for svært for ham?

Det er meget nemt at komme til at tænke, at der må være noget galt med ens barn, når det ikke gør det, der bliver forventet og har en problemskabende adfærd. Men det er yderst ineffektivt at lægge problemet ind i barnet, fordi vi så vil forvente, at det er barnet, der skal ændre sig. Det er en faktor, som vi ikke har indflydelse på. Det, vi har indflydelse på, er at tilrettelægge et miljø, der ikke trigger barnet. Vi har indflydelse på vores egen holdning, vores måde at tale med barnet og den måde, vi møder barnet på.

I Low Arousal metoden tages der altid udgangspunkt i, at ethvert barn gør det bedste, det kan i en given situation. Hvis et barn ikke gør det, der bliver forventet, må de voksne omkring barnet kigge på omkringliggende faktorer: struktur, regelmæssighed, ro, relation, krav og spørge sig selv om, hvad der kræves af et barn, som det endnu ikke magter.

Skab fælles forståelse

Det er afgørende, at I via en dialog, hvor alle de forskellige perspektiver og oplevelser kommer på banen, opnår en fælles forståelse af den adfærd, din søn udviser. Dermed kan I få et fælles fokus på det, der trigger ham. En væsentlig pointe er, at I skal undgå, at det bliver en kamp om, hvorfor der er forskel på hans adfærd i de 2 forskellige sammenhænge. Årsagen er, at det netop er 2 forskellige kontekster med mange forskellige krav. F.eks. er der meget mere ro i et hjem, end der nogen siden kan skabes i en skole, simpelthen fordi der er flere mennesker samlet på et sted. Så rammerne og kravene er forskellige. Derfor er det okay at konstatere, at din søn agere forskelligt i de forskellige miljøer og så se på de muligheder, der er i skolen, for at møde din søn med krav, han faktisk magter.

De krav skolen stiller

En måde at gå ind i dialogen på er at kigge på de krav, som der stilles til din søn, når han er i skole. Med krav mener jeg ikke kun, det lærerne beder ham om at gøre.

Et krav er også at kunne forstå lange beskeder, at kunne huske, mens man tænker, at beregne årsag virkning i komplekse sammenhænge, at kunne være fleksibel i sin tænkning, at kunne stoppe sig selv og sin egen impuls, at kunne sidde stille og lytte, at kunne strukturere, planlægge og gennemføre aktiviteter, at være udholdende, at kunne sige PYT osv. osv. Hvilke krav bliver der stillet til færdigheder, som din søn endnu ikke mestrer?

Konflikter kræver konkrete handleplaner

På baggrund af den fælles forståelse og indsigt i de krav, der stilles, skal der laves en konkret handleplan, som netop tager højde for at sikre, at situationen, hvor din søn har reageret med vrede, ikke opstår igen. Hvordan kan lærere, pædagoger og du som mor ændre på omstændighederne i din søns skoledag? Hvordan kan det, der trigger ham ændres? Det kan her være godt at kigge på din søns dag som helhed. Er han for meget “på arbejde” hele vejen rundt?

Grøn-gul-rød-modellen

En ganske nem og effektiv metode til at kigge på din søns adfærd og få fælles fokus er ved at bruge denne model.Affektudbrudsmodellen (1)

Modellen skal især bruges til at få øje på det gule felt (eskalering af følelser). Der er rigtigt mange forældre og lærere, der fortæller, at ”vreden kommer ud af det blå luft” og ”som lyn fra en klar himmel”.  Det er muligt, at det gule felt er meget kort, og dermed svært at få øje på, men der vil altid være noget, der trigger, og dermed udløser affekten.

I det grønne felt er der hverdag og din søn er i ro. Han er glad, afslappet, samarbejdende og tilfreds.

Mellem det grønne og det gule felt er der noget, der ”trigger” og hans følelsesmæssig niveau stiger gradvist over tid. Han bliver måske urolig, irriteret, indelukket, stille, eller drillende.

Som tiden går stiger det følelsesmæssig niveau og en eksplosion er uundgåelig. Når din dreng er i et røde felt, er han i følelsesmæssigt kaos og kan ikke nåes. Det er derfor afgørende, at han gives tid til at køle ned igen. Du kender det fra dig selv: når dine følelser stiger, og du bliver vred, kan det være nemt at komme til at sige og gøre ting, som du bagefter fortryder. Du er simpelthen i dine følelsers vold og ude af dig selv!

Når din søn igen er i ro og i det grønne felt, kan det være gavnligt at tage en snak med ham om, hvad han i en fremtidig situation kan gøre for at undgå at eksplodere. Det er meget væsentligt ikke at grave tilbage og rode rundt i, at han skal erkende, hvad han gjorde galt. Dette vil kun vække skyld, der hindrer den gode konstruktive dialog om alternative handlemuligheder.

Modellen som handleplan

Under den diagonale streg kan man skrive, hvordan man ser, at barnet er i henholdsvis grøn, gul og rød. Simpelthen for at få øje på den stigende affekt. Formålet er at undgå at din søn eksploderer, fordi han dermed mister selvkontrollen, hvilket er meget angstprovokerende (hvilket det i øvrigt er for alle mennesker – ikke kun børn!).

Over den diagonale streg kan man skrive ideer til, hvad man konkret kan sætte ind med, når følelserne stiger. Det er godt at få blik for, hvad der hjælper din søn til at være i ro og afslappet (det grønne felt). Hvad der, når han er i det gule felt, kan bringe ham tilbage i det grønne felt? Og endeligt: hvad der skal gøres konkret, når han er i det røde felt.

Samarbejdsbaseret problemløsning:

”Jamen, skal han da ikke lære at opføre sig ordentligt?” kan mange måske sidde og tænke. Og jo, det vi gerne vil med metoden, er at hjælpe med at udvikle de færdigheder, som barnet endnu ikke magter. Der er ingen, der vinder ved at sætte hårdt mod hårdt – det vil kun medføre en masse konflikter og potentielt voldsom adfærd.  Barnet vil ikke lære at opføre sig ordentligt af sig selv, men ved at rammen som barnet gives hjælper ved at kompensere og støtte barnets udvikling.

En konkret metode til at få barnet til at samarbejde omkring en given problemstilling er udviklet af Ross. W, Greene, der har skrevet flere bøger om, hvordan vi kan opnå bedre samarbejde med vores børn.

Metoden hedder samarbejdsbaseret problemløsning og er som navnet indikere baseret på et samarbejde mellem barnet og den voksne, hvilket kræver gensidig tillid, varme og respekt. Pointen er, at for at opnå en holdbar løsning, så må begges anliggende, altså det den voksne gerne vil, og det barnet gerne vil, opfyldes. Denne tilgang kaldes Plan B og handler om at finde den fælles bedste løsning, hvor begge vinder.

For en uddybning af metoden kan jeg varmt anbefale bøgerne, især ”Det eksplosive barn”. I bogen beskrives, hvordan metoden kan sættes i værk – trin for trin.

Fra teori til praksis

For at kunne omsætte teorien til praksis er det afgørende, at der sker et perspektivskifte fra at se på din søn som en, der ikke vil, til at se ham som en, der ikke kan. Denne øvelse er slet ikke så nem, fordi vi ofte er vant til at tilskrive den adfærd, vi ikke forstår en negativ intention. Når vi ikke kan få øje på det, der driver adfærden, så er det nemt at komme til at tænke ”han bare er ude på at provokere” og ”jeg har jo sagt det tusind gange!” osv.

Derfor kan det være gavnligt at få en professionel med på banen for dels at kunne få objektive faglige øjne på en given problemstilling, men også få en kontinuerlig proces, hvor tiltag implementeres, evalueres og justeres.

Min erfaring

Jeg har i mange år arbejdet i folkeskolen, hvor jeg har hjulpet lærere og pædagoger med at få øje på det, der endnu ikke er lært, og det der trigger. Jeg har indgående kendskab til metoden, både i teori og praksis. Jeg ved, at det med engagement og hårdt arbejde kan lade sig gøre at ændre sit syn på et barn. Dermed bliver det muligt at ændre på sin egen adfærd og iværksætte initiativer, der støtter og udvikler barnet, så eksplosioner forebygges og dermed reduceres.

Jeg tager fortsat gerne ud og hjælper i denne proces. Kontakt mig og lad os få en snak om, hvordan jeg kan bidrage med faglige perspektiver og konkrete redskaber i en given problemstilling. Det kan være ved oplæg med efterfølgende debat, iagttagelse af praksis med efterfølgende forslag til tiltag og proces eller som supervision af fagligt personale, både på individ og gruppeniveau.

Så kære Mie, jeg håber, at mit uddybende svar har givet dig konkrete ideer til, hvordan du kan hjælpe din dreng også, når du ikke er tilstede.

De bedste hilsner fra Anne 

 

Kontakt mig her: http://medhinanden.dk/kontakt-mig/


Litteratur:

Greene, Ross. W. (2015): Fortabt i skolen. Forlaget Pressto.

Greene, Ross. W. (2005): Det eksplosive barn. Forlaget Pressto.

Hejlskov, Bo. (2003): Adfærdsproblemer i skolen. Dansk Psykologisk Forlag.

Hejlskov, Bo & Wiman, Tina (2016): Rabalder i børnefamilien. Dansk Psykologisk Forlag.