Når vreden bruser: bliv på den store klinge, men hvordan?

25august

Når vreden bruser: bliv på den store klinge, men hvordan?

Posted by - Psykolog

Når vreden bruser: Bliv på den store klinge, men hvordan?

Oplever du, at vreden kommer som “lyn fra en klar himmel”?

Du når simpelthen ikke at stoppe op, inden vreden kommer ud ved f.eks. at råbe højt? Så hæng på, for så er dette indlæg til dig.

Affektudbrudsmodellen:

Måske har du set mit webinar, hvor jeg viste en model, der gik fra grøn-gul-rød? (Se eller gense det her).

Modellen illustrerer, hvordan følelser (vreden) stiger over tid.

vreden Affektudbrudsmodellen (1) I det grønne felt er du rolig og afbalanceret.

Du er glad og godt tilpas.

Du er udhvilet og har måske lige haft en god oplevelse, der gav dig energi og gåpåmod. Kender du den følelse af veltilpashed? Prøv at tænke efter: hvordan føles det for dig, når du er ”grøn”?

Måske kan du faktisk slet ikke huske, hvordan ”grøn” føles?

Måske er det så længe siden, at du har stoppet op og tilladt dig selv at mærke, hvordan du egentligt har det? Hvordan kan det egentligt være, at du så sjældent stiller dig selv det spørgsmål? Jeg gætter på at du ligesom alle andre kan være bange for svaret, fordi det ville blive tydeligt at du måtte handle anderledes. Det i sig selv er ikke så skræmmende, hvis du ved, hvad du skal gribe til.

Der, hvor det skræmmende opstår, er, når du ikke selv kan se en vej videre. Eller at du kan se at alternativet til den måde, du lever på i dag er alt for uoverskueligt.

Hvis det lige er gået op for dig, at det er ALT lang tid siden, at du sidst har været ”grøn”, så tillad dig selv at mærke de følelser, dette fører med sig.

Bliver du trist over, at du ikke har passet bedre på dig selv?

Begynder du at skælde dig selv ud?

Læg mærke til de tanker, der kommer til dig nu.

Lad mig stoppe dig her og opfordre dig til, at du lige nu begynder at anerkende dig selv for din opdagelse. For ved du hvad? Så er du på rette vej i fht. at begynde at passe bedre på dig selv.

Når du nu har opdaget, at du måske det meste af tiden er ”gul”, så er der håb.

Al forandring starter nemlig med en erkendelse.

Når du er ”gul” er du let irriteret hele tiden.

Du er energiforladt, let trist, snerrer måske mere af din partner end du selv synes er godt. Der skal ikke så meget til for at du kommer op i det røde felt.

Det røde felt er der, hvor du har mistet kontrollen over dig selv, og du kommer til at sige og gøre ting, som du bagefter bitterligt fortryder. 

Det gule AHA-felt:

Mange af dem jeg i tidens løb har rådgivet omkring deres børns røde eksplosioner, har virkeligt fået en aha oplevelse, når jeg har vist dem modellen med det gule felt i midten. Det er gået op for dem, at deres barn ikke bare er gået fra grøn til rød på en gang, selvom det umiddelbart har været svært at få øje på de udløsende faktorer og eskaleringen.

Så tilbage til dig: når du oplever, at vreden kommer som ”lyn fra en klar himmel”, så prøv at tænk tilbage og stil dig selv de her spørgsmål:

  • Hvad gik forud for vreden?
  • Hvad følte du i situationen ud over vreden?
  • Hvordan har du det egentligt generelt?
  • Hvor placerer du dig selv på modellens opadgående akse?

Løsningen = at blive på den store klinge:

Løsningen er ikke en hurtig og nem pakke, du lige kan tage ned fra hylden og så med et trylleslag aldrig mere opleve, at du mister kontrollen og gør ting i vrede, som du bagefter fortryder.

Når du vil ændre dine egne måder at reagere på, så kræver det øvelse, øvelse og atter øvelse. Men et billede som måske kan hjælp dig til at minde dig selv om, at du øver dig på at ”styre dig”, når følelserne bruser er hentet fra cykelsportens verden.

Når du reagerer nærmest pr. automatik, så er du på ”den lille klinge – quick and dirty”, altså en hurtig og ikke særligt gennemtænkt måde at reagere på. Her er det en lille kerne i din hjerne, der styrer responsen, nemlig amygdala. Det smarte ved denne respons er, at du kan reagere lynhurtigt, når du er truet.

Din hjerne indeholder et andet mere langsom og mere eftertænksomt system, som man kan kalde ”den store klinge”.  Det er her din fornuft regerer. Systemet er til for, at du kan tage velovervejede beslutning med gode konsekvenser på den lange bane.

Så hvordan skifter du fra den lille til den store klinge?

Det lyder jo så nemt, når du skriver det på den måde, tænker du måske?! Og lad mig slå fast; det er slet ikke så ligetil at ændre reaktionsmønster. Men der er håb: for jeg ved, at det kan lade sig gøre at blive bedre og bedre til at være og blive på den store klinge.

Hvis din grundlæggende måde at reagere på oftest er med kort snor og vrede, så vil jeg opfordre dig til at kigge på, hvor du placerer dig i modellen om grøn-gul-rød? Tager du dig egentligt kærligt af dig selv, så du har tidspunkter, hvor du lader op? Hvad kan du allerede i dag gøre for at komme mere ned i det grønne felt?

Lad mig også slå fast, at vreden i sig selv er en naturlig og velkommen følelse på lige fod med glæde, frygt og tristhed. Det er ikke så meget det, at du bliver vred, men mere det, du siger og gør, når du er vred.

vreden

Konkrete bud, der kan hjælpe dig med at håndtere vreden og bevare roen:

Her følger nogle konkrete bud på, hvad du kan gøre, når du kan mørke at følelserne bruser op i dig:

– træk vejret dybt ned i maven mindst 10 gange

– tæl til 10 eller tæl ting i omgivelserne

– tag en timeout for dig selv og gå kortvarigt ind i et andet rum

– erkend din afmagt og lad evt. en anden tage over

– slip kravet, der udløste konflikten: hvis dit barn f.eks. ikke vil have jakke på, og du har anerkendt og guidet, og det ikke har hjulpet, så lad barnet komme afsted uden jakke.

 

Litteratur til yderligere inspiration:

Hejlskov elven, B. & Wiman, T. (2016): Rabalder i børnefamilien. Dansk Psykologisk Forlag.

Seidenfaden, K. & Draiby, P. (2007): ”Det levende parforhold – fra konflikt til nærvær”. TV 2 Forlag.