„Stop, så med at græde…. Ej, nu er det overstået… det er da ikke så slemt, vel?!‟
Måske du OGSÅ er kommet til at sige dette i afmagt, når dit barn igen er røget helt i sine følelsers vold og slet ikke kan styre sig?
Eller måske har du bare tænkt det, når du har kunnet mærke din egen irritation stige?
De fleste af os rumme rigtigt fint vores børn i et stykke tid…
men så sker, der ofte det, at vi bliver utålmodige og irriterede, fordi vi skal videre med vores gøremål…
eller fordi vi kan mærke at lige meget, hvad vi stiller op, så beroliger det ikke, hverken barnet eller os selv…
Følelsen af total magtesløshed og dermed et massivt ubehag stiger indeni dig.
Når ubehaget opfylder dit indre, er det en naturlig menneskelig reaktion at ville væk fra det – at ville undgå det, fordi ubehaget forbindes med noget der truer os.
Så er det nærliggende at forsøge at få ubehaget til at stoppe ved f.eks. at forsøge at lukke ned for det, vi tror, er kilden til ubehaget.
Så er det, at vi er i risiko for at blive voldsomt vrede!
For nogle af os sker det som en gradvist stigning, og for andre af os sker det mere som en pludselig eksplosion.
Hvis du kender til dette, så skal du vide, at du er et helt almindeligt menneske.
Du kan ligesom alle andre mennesker blive kapret af din lumske hjerne, så du siger og gør ting, som du bagefter ville ønske, at du kunne putte slettelak på!
Mød din egen indre forælder
Når vi bliver forældre, konfronteres vi med vores egen „indre forælder‟.
Det er den måde, vi selv er blevet mødt på, da vi var små.
Måske har du haft forældre, der så, hørte og forsøgte at forstå dig?
Måske har du haft forældre, der var kritiske, hårde og uforstående overfor dig som det menneske, du var og er?
Måske sagde de: „Stop så.. det er ikke noget at græde over…. fordi de ikke kunne rumme deres eget indre ubehag og dermed kunne de heller ikke rumme dig med hele dig?
Måske var der kun plads til den glade pige?
Måske blev du skældt ud over at vise vrede?
Måske tænker du, at du har haft en god opvækst, men at der alligevel er meget, der bøvler i dit indre?
Måske tumler du rundt i selvkritik og indre uro?
Din egen indre forælder rumsterer stadig
Det er lige netop derfor, at det kan være så vanskeligt at ændre noget blot ved at beslutte, at NU skal det være anderledes…
fordi du ikke drives af dit rationale, men simpelthen fordi du nemt kommer til at gentage det, du har lært.
Det er IKKE din skyld, men du har et ansvar for at lære at handle anderledes.
Den bedste måde at skabe en forandring er ved at blive din egen bedste „indre forælder‟.
I min optik er det en forælder, der støtter, opmuntrer, trøster, taler varmt og venligt.
En forælder, der altid er det, uanset hvor mange „fejl‟, du har lavet, eller hvor meget du selv synes, at du har dummet dig!
En tryg base at gå ud i verden fra og en sikker havn at vende hjem til
At blive set, hørt og forsøgt forstået er vejen til mental sundhed, både for dig og dine børn.
Derfor start med at se på dig selv, lyt til dig selv og forsøg at forstå dig selv – også de sider af dig selv, som du skammer dig over at indeholde.
Efter skam kommer frihed
Og nu lidt om mig…
(ikke fordi det skal handle om mig, men fordi jeg selv har været SÅ plaget af selvkritik, og fordi jeg kender vejen til et liv, hvor selvkritik ikke smadrer dig!)
Selvom jeg nu igennem næsten 2 år har arbejdet med at træne min evne til at udvise medfølelse overfor mig selv (compassion og self-compassion), så dukker der fortsat selvkritiske tanker op i mit hoved.
Jeg tror aldrig, at det går væk for sådan er vores menneskelige sind, men jeg har ændret markant på den måde som disse tanker får lov til at definere mig.
Et gammelt kinesisk ordsprog siger frit efter min hukommelse: „Du kan ikke forhindre stormen, men du kan lære at surfe‟…
Ej, ok det sidste er nok ikke originalt, men du fanger nok essensen, ik?!
Det handler for mig om, HVAD jeg stiller op med mine kritiske tanker, når de dukker op.
At du mærker vreden, når du oplever at dine børn ikke hører efter eller bare ikke vil stoppe, er naturligt.
Det er bare et tegn på, at din grænse er blevet overskredet.
Du er IKKE forkert
Der er altså IKKE noget galt med dig, fordi du bliver vred!
Den tager jeg lige igen…
Der er altså ikke noget galt med dig, fordi du bliver vred.
Du er ikke gået i stykker.
Du skal ikke fikses.
Det, du derimod skal, er at tage et ansvar for dig selv og dine følelser, så du lærer at surfe på dem!
På den måde kan du blive din egen gode forælder, som udviser forståelse for dig selv, når livet er hårdt – for det er livet….. (livet er også sjovt og spændende og komplekst og skørt og kedeligt og alt muligt andet!).
Det er muligt at mærke vreden UDEN, at det stikker helt af for dig, og du flipper skråt!
Så start med at kigge indad næste gang, du bliver alt for vred på dine børn.
Tag et tjek på, hvordan din indre forælder ser ud, og hvad den fortæller dig.
Hvad skal du blive bedre til at tage dig af?
De bedste hilsner fra Anne
– der selv har gået vejen og fortsat øver mig i at udvise venlighed, forståelse og medfølelse med mig selv