[vc_row][vc_column width=‟1/1″][vc_column_text]
Der er kommet et spørgsmål på facebook, som jeg har fået lov til at svar på offentligt:[/vc_column_text][hcode_blockquote blockquote_icon=‟1″ hcode_blockquote_bg_color=‟#eaeaea‟ hcode_blockquote_color=‟#000000″]Min eksmand og jeg blev skilt i April, men som rigtig gode venner. Problemet er så at børnene ikke vil være hos deres far – heller ikke sove der. Så vi startede med de kunne være der torsdag aften og så hele søndag, men vores yngste dreng på 8 år tog det enormt hårdt, når han skulle derhen om søndagen. Så nu har vi valgt, at de får pause, og lader dem selv bestemme. Men det er jo heller ikke en løsning. Min dreng på 8 år er enormt knyttet til mig, og vil helst være sammen med mig hele tiden. Ikke sove hos andre, passes ude osv. Så man mangler lidt redskaber.[/hcode_blockquote][vc_column_text]Kære dig,
Her kommer et uddybende svar med mine umiddelbare tanker: Dejligt at læse, at I er skiltes, som gode venner. Det er at foretrække fremfor voldsom konflikt.
Når du læser de næste afsnit, så er det vigtigt at vide, at jeg skriver ud fra de få linier, du har sendt. Derfor kan der være noget, der rammer plet, mens andet ikke lige er sådan, du ser det. Men uanset, så tag de tanker du kan bruge og lad resten ligge.
Når det så er sagt, så kan jeg komme til at tænke på, om det så kan være svært for jeres børn at forstå, hvorfor I ikke alle kan bo sammen?? Dette får mig til at spørge dig: hvordan har I talt med jeres børn om jeres brud?
Børn lægger selv de manglende brikker for at få en helhed, så de har behov for en forklaring. Her er det vigtigt at vide, hvordan I kan tale med dem om skilsmissen på en børnevenlig måde.
Det er vigtigt for jeres børn at vide, at det IKKE er deres skyld, men jeres beslutning.
Det er det børn IKKE ved, som de har ondt af!
Derfor snak med jeres børn om det – gerne sammen som mor og far. Giv børnene mulighed for at ytre deres oplevelser, tanker og følelser. Det vigtige er her, at I rummer den ked af det hed, som de nok har over bruddet. Altså at I ikke forsøger at tale det væk, men bliver i tristheden sammen med dem. Det er en, for børnene at se, trist situation. Børn vil allerhelst bo sammen med både mor og far.
Hvad mon, der ligger bag, at de ikke vil hen til far? Hvilke følelser har dine børn? Det er de følelser, der skal tages hånd om. Følelser kan være: forvirring, skuffelse, vrede, tristhed, splittelse i loyalitet m.fl.
Find dine empatiske evner frem og gå på opdagelse på indersiden af dine børn. Det er her godt at lytte til dine børn. Hvad siger de selv om det?
Og du har ret: det er ikke en holdbar løsning, at de ikke vil hen til deres far. De går glip af for meget ved ikke at være hos ham også.
Din dreng på 8 år:
Det er dejligt, at han er godt knyttet til dig, men det lyder som om det er lidt for tæt? Forstået på den måde, at det forhindrer ham i at gøre almindelige ting i livet??
På den måde kan det forstås som en separationsangst. Ofte bunder dette i en bekymring over, hvad der mon sker hjemme/med mor, hvis barnet IKKE er der til at passe på. Derfor er det vigtigt, at din dreng ved og mærker, at du kan passe på dig selv. Det er vigtigt, at du tager det ansvar, der er dit, så han ikke behøver at skulle tage det.
Derfor er det måske også kontraindicerende, at I har ladet dem selv bestemme, hvor de vil være. Det er godt, at de oplever sig lyttet til, men det er jer som voksne, der sætter den store ramme.
Har I snakket om en fælles plan for, hvordan børnene kommer til at være hos far igen? Det sender et dårligt signal, når de gerne må vælge far fra. Som om at det ER dårligt hos far, eller at far ikke duer.
Hvordan får I fortalt/vist børnene, at det er OKAY at være hos far?
Dernæst er det vigtigt, at din dreng på 8 år lærer at håndtere den angst, der er ved at være væk fra dig. Han har brug for gradvist at blive mere selvstændiggjort, så han ikke hæmmes i sit liv, men også så han får en oplevelse af at mestre livet med de „ups and downs‟, der kommer. Han skal have en indre tro på, at han kan.
Måden at lære at håndtere en angst er altid ved at gøre det, man frygter i små skridt. På den måde oplever din dreng, at det han frygtede ikke var farligt, og at han kunne gøre det til trods for angsten. Her er det essentielle SMÅ SKRIDT.
Dette var mine umiddelbare tanker. Håber det kan sætte gang i refleksioner hos dig, så du på den måde bedre kan hjælpe dig selv og dine børn.
Lad mig vide, hvordan det går.
Venligst fra Anne
PS: Du kan læse mere om, hvordan behandling af angst hos børn kan forgå hos mig, her: Behandling af angst hos børn[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]