Gør du dit barn en bjørnetjeneste? Om at stille krav

26marts

Gør du dit barn en bjørnetjeneste? Om at stille krav

Posted by - Psykolog

at stille kravMåske du også er blevet en kende provokeret over den seneste tids debat omkring, hvordan vi forældre gør vore børn en bjørnetjeneste, når vi gør ting for dem, som de egentligt godt selv kan?

Provokeret, tænker du, hvorfor dog det?

Det er jo sandt, at vores børn skal gøre alt det, de kan selv for at udvikle selvhjulpenhed og viljestyrke. Og du har ret. Børn vokser af at opdage, at det de ikke kunne før, det kan de nu. Børn lærer ved at øve sig igen og igen.

Det er også sandt, at det er godt at lade børn bøvle lidt med det, der er svært. At vi som forældre ikke skal fare ind og tage over, når dit barn forsøger at løse et problem med f.eks. en dum lynlås, der driller.

Børn lærer at blive ved, når livet bøvler, hvis vi giver dem lov til at opdage, at de kan mestre svære situationer.

Så langt så godt… hvad er det så lige, der er galt med debatten i tiden?

Mit problem opstår altid, når debatten bliver for sort/hvid eller kategorisk, om du vil. For mig at se, bliver risikoen ved at komme med bombastiske statements, så som ”Børn skal gøre alt det, de kan selv!”, at vi som forældre bliver ufleksible i vores tilgang, og på den måde kan komme til at sætte hårdt mod hårdt.

Forestil dig denne situation (som for eksemplets skyld er let karikeret!):

Du kommer glad hen i børnehaven for at hente dit barn efter en dag på job. Dit barn ser dig og bryder sammen i gråd. Du får trøstet dit barn, der småsnøftende går med dig i garderoben. Her beder du dit barn om at tage tøj på. Det plejer dit barn altid at gøre uden problemer, så de kan dit barn også i dag, tænker du. Men men dit barn bryder igen grædende sammen og lægger sig på gulvet.

Hvad gør du i situationen?

Du står nu overfor 2 veje at gå: den ene vej, hvor du holder fast i at dit barn jo teknisk set sagtens selv kan tage sin jakke på og den anden, hvor du vælger at hjælpe dit barn i tøjet, fordi du kan se, at i dag kan det ikke lykkes.

Lad os tage den første vej sammen i tankerne:

Du vælger at holde fast i dit krav, for du vil simpelthen ikke være en curling-mor, der gør alting for dit barn. Du tænker også på, hvad pædagogerne mon tænker, hvis de ser, at du giver slip på kravet.

Man skal være en tydelig forælder, der står ved det, man har sagt, høre du dig selv sige indeni… Så du holder fast og dit barn ligger fortsat på gulvet og græder… du kan mærke, hvordan din egen tålmodighed er ved at slippe op. Du vil faktisk bare gerne hjem og slappe af.

Du stiller igen dit krav, men denne gang med en lidt skarpere tone i din stemme. Det hjælper ikke, og du bliver nu irriteret indeni. Kom nu bare, tænker du! Det ender med, at du propper dit barn i jakken og trækker et grædende barn med ud i bilen.

Den følelse, du sidder med, da du trækker vejret dybt i bilen, er garanteret ikke en følelse af at være en god og tydelig forælder, vel?! Jeg gætter på, at du nok mærker afmagt og tristhed over, at det gik, som det gik.

Du ønskede det jo slet ikke at blive irriteret og sætte hårdt mod hårdt.

Hvad lærte dit barn egentligt i denne situation? Situationen endte jo med, at I begge tabte!

Jeg er klar over, at mit eksempel er karikeret, og hvis du ikke kan genkende dig selv i det, så prøv at forestil dig en anden situation, hvor du stiller et krav, som du egentligt godt ved, at dit barn ikke kan lykkes med, men du holder fast.

Du vil IKKE være en curling-forælder, der servicerer dit barn!

Mit problem ligger i den ufleksible tilgang til at stille et krav, som sætningen: ”Børn skal gøre alt det, de kan selv!” kan bidrage til.

Hvem afgør om barnet er i stand til at honorere et krav?

Det gør vi som voksne jo. Vi ser på barnet udefra og tænker, at det kunne mit barn i går, så det kan det også i dag. Problemer er, at børns dagsform kan svinge og at børn også bliver påvirket af sult, træthed, overstimulering osv.

Og det er her den egentlige udfordring kommer: I min optik må vi som forædler være sensitive overfor vores børns evne til at honorere et krav. Vi må spørge os selv, om der er ting, der lige i denne situation forhindrer vores barn i at leve op til kravet?

Jo mere fleksible vi, som forældre kan være – jo mere samarbejde vil vi opnå!

Jamen, vi skal jo være tydelige og stille krav, ik?

Jo, det skal vi, men vi skal OGSÅ tage hensyn til vores barns selvfølelse og oplevelse af at være et respekteret individ. Det viser vi vores børn, når vi er medfølende og empatiske. Når vi hjælper vores børn i en svær situation og ikke trækker os væk og lader vores barn alene om at bøvle.

Hvis vi sætter hårdt mod hårdt vil situationen med al sandsynlighed eskalere og en konflikt bliver uundgåelig.

Vi må stille gode krav, som betyder, at vores børn kan lykkes med det, vi beder dem om.

Måden du stiller kravet på er afgørende for om dit barn samarbejder. Du kan sagtens udvise forståelse for at det er svært at honorere kravet og dermed ikke sætte hårdt mod hårdt uden, at du er en curling-forælder.

Du kan endda gå så langt som til at holde jakken og så lade dit barn tage armene ind. Du sætter lynlåsen sammen og barnet lyner resten af vejen.

På den måde samarbejder du og dit barn om at lykkes med kravet eller opgaven, om man vil: at tage jakke på!

Når I har gjort dette tilpas mange gange vil opgaven være automatiseret, og dit barn kan selv tage jakke på, måske endda også, når barnet er træt.

Min pointe er denne:

Vi må medtænke de omkringliggende faktorer, der kan påvirke vores barns evne til at leve op til de forventninger vi har. Hvis dit barn ikke kan, må du som forælder gentænke dine egne forventninger om, hvad dit barn i din optik bør kunne.

Vi skal stille krav til vores børn, men det skal være krav, som de kan lykkes med, så de får oplevelsen af at mestre og klare ting.

Børn gør det godt, hvis de kan… Så nej, du gør ikke dit barn en bjørnetjeneste, hvis du hjælper dit barn med noget, som det egentligt godt kan på en dag, hvor kræfterne er sluppet op. Du er en medfølende og empatisk forælder, der medtænker dit barns situation.

Du er i min optik en god rollemodel, der viser dit barn, at det er godt at hjælpe hinanden og tage hensyn.


Måske sidder du nu og tænker: “Jamen, mit barn vil bare ikke uanset, hvordan jeg så stillet mit krav!… det gør mig, SÅ vred, og jeg kommer til at skælde ud, selvom jeg slet ikke ønsker det… jeg er nogle gange ved at få pip!… Så skælder jeg ud og får Så dårlig samvittighed bagefter…. HJÆLP – jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal stille op!”.

Hvis du gerne vil lære, hvordan du kan stille et godt krav og samtidigt selv bevare roen, så tjek mit online foredrag på onsdag d. 26. april kl. 19-20.30 ud – din investering er kun 95 kroner.

Ps: Fortvivl ikke, hvis tidspunktet ikke passer dig. Foredraget vil nemlig blive optaget og sendt ud efterfølgende, så du kan downloade det til evig eje. Så kan du se det lige, når det passer dig allerbedst.