Psykolog Anne Halkjær

For ikke så mange år siden, da mine piger var små, skete det jævnligt, at jeg mistede pippet.

Jeg råbte SÅ højt.

Tog endda også for hårdt fat i den lille arm.

Smækkede med døren.

Jeg fik SÅ dårlig samvittighed bagefter.

Især når jeg så deres øjne, der var store, tårefyldte og
helt forskrækkede.

Deres øjne viste mig, når jeg igen havde stresset og skyndt på dem.

Havde skældt ud og krævet for meget.

Øjnene, der fortalte mig, at de ikke forstod, hvorfor vreden blev så voldsom.

Alt for ofte lader vi vores egen utålmodighed med os selv gå ud over vores børn.

Vores egen indre utilfredshed presser os så meget, at vi lader det gå ud over vores børn.

Jeg har været der, hvor du måske er lige nu i dit liv.

Der, hvor jeg vidste, at min måde at relatere til mig selv og mine børn, ikke kunne blive ved med at gå.

At livet på den måde med skæld ud, præstationspres, trang til perfektionisme, dårlig samvittighed og indre uro bare ikke var et godt liv, hverken for mig eller mine børn.

Jeg vidste bare slet ikke, HVORDAN jeg skulle bryde den cirkel, som jeg følte, at jeg sad fast i.

Vejen ud blev for mig at træne min evne til at udvise venlighed og medfølelse for mig selv; compassion!

Måske du har det på samme måde, som jeg havde?

Du vil faktisk virkeligt gerne lukke munden på din indre mor-kritiker.

Den der insisterende stemme, der fortæller dig om ALT det, du ikke formår…

Den skælder dig ud, når du IGEN er kommet til at råbe for højt.

Den driver dig til at knokle og anstrenge dig i håbet om, at du så fremadrettet aldrig vil begå en eneste fejl igen….

Måske fortæller stemmen dig, at hvis bare du virkeligt tager dig sammen og gør alting perfekt, så vil du opleve dig som god nok???

Stemmen punker dig og giver dig følelsen af at være den mest rådne mor i verden.

Den giver dig en indre følelse af slet ikke at være god nok!

Men ved du hvad?

Den indre mor-kritiker er en LØGNER.

Det er nemlig den største illusion at tro på, at hvis bare du bliver perfekt, og dermed aldrig begår fejl, så vil alt blive godt.

Hvorfor?

Fordi præmissen for at skulle blive perfekt er helt umulig.

DET ER UMULIGT AT BLIVE PERFEKT.

Du er simpelthen oppe imod dit eget menneskelige sind, hvor din gamle utrænede del af hjerne reagerer på potentielle trusler og farer ved at beskytte dig.

Beaskyttelsesstrategien kan være at fare frem i vrede.

Beaskyttelsesstrategien kan også være at stræbe efter at fremstå perfekt, netop fordi du så undgår den potentielle fare ved at andre vurderer dig kritisk.

Måske er du lidt i tvivl om, det egentligt er din indre mor kritiker, det er årsag til, at du har det skidt?

Du synes jo egentligt ikke, at du er perfektionist.

Du kan bare godt lide at have styr på det!

Du kan faktisk lide at have SÅ meget styr på det, at du bruger al din energi på at ordne og kontrollere, at alt er OK.

Du bruger virkeligt meget tid og energi på at spekulere over, hvad andre mon tænker om dig.

Alt for ofte er vi slet ikke klar over, at vi kører os selv for hårdt.

At vi skælder os selv ud.

Vi har jo tænkt på denne måde om os selv så længe.

Det er nærmest blevet usynligt.

Prøv at spørg dig selv om, hvordan du egentligt har det?

Hvad mærker du i kroppen?

Hvis alt kunne lade sig gøre, hvad ville du så gøre?

Hvad ville du gøre mere af, hvis din indre mor-kritiker hold bøtte bare for en stund? Hvis det er en svær øvelse, så prøv at lyt til de budskaber dine børn sender din vej. Se i deres øjne, hvis du tør!

LYT OG FORSTÅ

Det bedste, du kan gøre for dine børn, er at arbejde på din egen indre tilfredshed og ro

En metode til denne ro er at træne din evne til compassion både med dig selv og andre.

Compassion giver indre ro og styrke til at handle.

Compassion er venlighed og medførte med dig selv og andre.

Så måske din indre mor-kritiker i virkeligheden aller mest har brug for varme, venlighed og forståelse?

Du har kritiseret dig selv i årevis.
Det har ikke hjulpet.
Måske det er tid til at prøve en anden vej?! 💜

Slut med selvkritik.
Slut med at latterliggøre dig selv.
Slut med at synes, at du er en totalt lorte-mor.
Slut med at sammenligne dig med alle andre.
Slut med at skælde ud.
Slut med at hakke dig selv til plukfisk indeni.

Slut fred med dig selv  💜

Der er kommet et spørgsmål fra Tina på min facebook-side ”Børn der trives”, der omhandler en dreng på næsten 5 år, der er måske er bange eller bare genert:

”Hej Anne.

Jeg skriver til dig for at få et råd eller evt. et forslag til en ny video med et tip, som i hvert fald ville være meget kærkomment herhjemme.

Vi har en dreng på 4, snart 5 som er meget bange for at nogen griner af ham. Han vil ofte ikke danse osv. Fordi så griner folk. Hvis han falder og slår sig siger han ikke av, og han rejser sig med det samme og ser meget pinlig berørt ud.

Han kan slå sig ret meget og alligevel vil han absolut ikke trøstes eller at man kigger på såret. Han bliver helt sur hvis man spørger om det ikke gjorde ondt.

Jeg forestiller mig, at han bliver genert og føler sig forkert, når folk så kigger.

Nogen gange spørger andre jo, om han er okay, og så skynder han sig væk fra situationen.

Måske du har et godt råd til, hvordan vi kan hjælpe ham.

Han er generelt meget optaget af at være en stor dreng for tiden og vil hele tiden adskille sig fra de små og fra piger.

Han blev storebror for 8 md. siden, hvilket nok også spiller ind.

Måske vi kan give et råd, eller henvise til noget du har skrevet tidligere eller lagt op.

God uge☀️ Vh Tina”

Mit svar til Tina:

Hej Tina,

Tak for din tillid. Jeg vil forsøge at svare dig efter min bedste evne. Mit svar bliver af overordnet karakter, da jeg jo ikke kender sagen tilbundsgående. Derfor er der parametre, som muligvis også spiller ind, men som jeg ikke adresserer.

Bange eller bare genert?

Nogle børn er mere generte og tilbageholdende end de fleste andre børn. De vender deres udfordringer indad og ser mere bekymrede ud end de i vores voksenoptik behøver at være.

Og det er lige netop i denne sætning, at en stor nøgle til at hjælpe og forstå din dreng befinder sig, nemlig i det faktum, at vi som voksne meget nemt kommer til at stå uforstående overfor vores børn, når de gør noget, der udefra set virker irrationelt.

Vi kan så nemt komme til at tænke og måske endda sige: Ej, det er noget pjat!”. Jeg hører IKKE, at du siger sådan til eller om din dreng, men måske du har hørt andre, der siger sådan til eller om din dreng?

Min grundholdning til børn er denne: Børn gør det godt, hvis de kan (ja. Ross. W. Greene, amerikansk psykolog). Så når din dreng ikke bare gør det ”godt”, altså når han løber væk eller ikke vil tale om tingene, så er det fordi, der er noget ved dette, som er SÅ svært. Der er altså noget som din dreng endnu ikke kan (og som kan udvikles), og det skaber et uløst problem.

Derfor er det ALDRIG bare noget pjat, når vores børn ikke opfører sig ”ordentligt!”.

Det handler om at se børn indefra og finde ud af, hvad der driver deres adfærd.

Jeg læser ud af din beskrivelse, at du forsøger at se din dreng indefra, hvilket er første skridt på vejen. På den måde kan du langt bedre se og møde ham med det, han har brug for i situationen, hvor genertheden især viser sig.

Den største udfordring, som jeg fornemmer du (som mange andre forældre) står overfor, er spørgsmålet om, hvordan du bedst støtter din dreng uden at gøre for lidt (så du ikke hjælper ham tilstrækkeligt) eller for meget (så du kommer til at fastholde ham i genertheden)? 

Hvornår bliver generthed et problem?

Generthed er et personlighedstræk som er medfødt og som i sig selv ikke nødvendigvis bliver til et problem.

Dog er der efter min mening en tydelig tendens i vores samfund, der trækker i retning af at det er bedre at være udadvendt og snakkesalig end introvert og mere stille. Derfor kan mennesker, såvel børn som voksne, der er mere indadvendte af natur, nemt komme til at opfatte sig som anderledes og måske endda forkerte, fordi de ikke er som idealet i samfundet.

En væsentlig måde at komme dette i møde på er at lade en holdning skinne igennem, både indirekte og direkte i ord, om at vi alle er forskellige, og at det er godt! Vi taler ofte hjemme hos os om, at anderledes ikke er forkert, men bare noget andet.

Vis din dreng i handlinger og ikke blot i ord, at han er okay og god, sådan som han er. Når du prioriterer tid sammen med din dreng, vil han føle sig betydningsfuld. Dette vil nære hans tro på sit eget værd og også styrke hans oplevelse af, at du forsat elsker ham uændret, selvom der er kommet en direkte konkurrent til din kærlighed til ham (lillebror eller lillesøster!).

Så mine første spørgsmål til dig er:

• Hvordan mon du/I hjemme hos jer italesætter forskelle?
• Hvordan taler I om det at være genert/tilbageholdende?
• Hvad synes du om genertheden?
• Kan der fremhæves positive sider ved at være mere tilbageholdende?

Generthed bliver først et problem, når det hæmmer dit barns deltagelse og udfoldelse i sociale sammenhænge. Altså, når han begynder at undgå ting eller gøre brug af tryghedstricks.

Tryghedstricks er f.eks. at lade være med at sige noget, at tale i korte sætninger, at undgå øjenkontakt, at undgå at blive lagt mærke til, skjule sit ansigt (se mære i bogen: Jeg tør ikke, men jeg gør det alligevel, af Martin Forster (2014), p.205).

Som jeg læser din beskrivelse af din dreng, så gør han brug af en flugt-strategi for at tackle det ubehag, han oplever, når han kommer i en situation, hvor der kommer fokus på ham.

Så når din dreng gør en indsats for ikke at vække opsigt eller tiltrække sig opmærksomhed, så udfordrer han heller ikke sin frygt i situationen, hvorfor han heller ikke kommer til at erfare, at han kan deltage i sociale sammenhæng og have fokus rettet på sig og komme igennem det til trods for ubehaget.

Den største udfordring for din dreng er altså i min optik at turde at blive set og hørt lidt mere i sociale sammenhænge. Dette uden brug af tryghedstricks, der blot fastholder ham i ubehaget, netop fordi han ikke får udfordret frygten.

Sådan hjælper du din dreng godt videre – om at forebygge frygt i det daglige samspil:

Vi ved, at børn ikke altid gør, som vi siger, men meget ofte gør, som vi gør. Vi ved også, at følelser smitter, fordi vi i hjernen har det, der kaldes spejlneuroner. Vi spejler os i hinandens adfærd og får den samme aktivitet i de involverede områder i hjernen.

Den dårlige nyhed, og det vi vel alle som forælder frygter, er, at vi kan komme til at smitte vores børn med vores egen ængstelighed/tilbageholdenhed – ja, i det hele taget den måde, vi selv forholder os til livet på.

Den gode nyhed er, at det også er muligt at smitte sit barn med tryghed og mod.

Vær selv en modig rollemodel:

Du beskriver, at din dreng er bange for, at nogle griner af ham, og at den frygt f.eks. fraholder ham fra at danse. Derfor vil det være godt for din dreng at øve sig i at blive mere spontan i al almindelighed.

Når et barn skal lære nyt og også overvinde sin frygt handler det om at tage små skridt, der udfordrer. Det handler altså om, at du som mor stiller et så tilpas krav, at din dreng kun kan opleve, at det bliver en succes. Altså han får en oplevelse af at lykkes, selvom han blev genert/ængstelig.

Øvelsen kunne her gå ud på at tage en spontan svingom hjemme på stuegulvet (i trygge rammer) eller finde på noget andet, der øver evne til at udholde det spontane.

Inviter din dreng med i dansen. Han kan f.eks. få lov til at vælge musiknummeret og med tiden måske også være den, der bestemmer, hvordan I skal danse. Det vigtigste er, at du går foran, som en modig og fjollet rollemodel, der godt tør danse spontant.

Hvis din dreng bakker og ikke vil være med, så prøv bare selv, at danse fjollet rundt uden krav eller pres om, at han SKAL være med. Lad ham se, at også du tør være fjollet og vis ham, at det måske er, fordi at det faktisk ER sjovt, at folk griner, altså at de griner med ham og ikke af ham.

Den bedste måde at vise dette på er, at du tør grine af dig selv.

Det er menneskeligt at fejle:

Dette bringer mig til næste punkt i, hvordan du hjælper din dreng godt videre, nemlig hvordan fejl og det uperfekte opfattes og italesættes hjemme hos jer?

Prøv at stop op et øjeblik og tænk over:

• Hvordan du selv har det med at ”fejle” eller at fremstå uperfekt?
• Er det noget, du har det godt med, eller gør du en indsats for at fremstå perfekt?
• Hvordan tackler du det, når du selv begår en fejl?
• Hvad siger du om det at fejle?

Det er afgørende for vores trivsel, at vi lærer, at det at fejle er en helt almindelig menneskelig ting, at ingen er perfekte, og at vi kan lære af vores fejl. Du giver din dreng den bedste gave til livet ved at fortælle ham igen og igen og ved at vise ham at ”fejl” er uundgåelige og endda nødvendige for udvikling og ny læring.

Når din dreng har ”fejlet” er det godt at gå tilbage og give en beskrivende feedback; altså hvad gjorde han, og hvorfor gik det mon galt. Brug det meste af tiden på at tage en snak om fremtidige alternative handlemuligheder- altså hvad kunne din dreng gøre en anden gang? Hvis din dreng er så stresset over det, der ikke lykkes ham, at han ikke ønsker at tale om det, er det alligevel vigtigt at du forsøger at nærme dig emnet, så det at ”fejle” eller ikke præstere 100% ikke bliver forbundet med skam, men netop bliver en naturlig del af livet.

Et trick, som måske vil gøre det nemmere for din dreng at være i snakken: tag snakken med en anden voksen imens din dreng overhører samtalen. Han vil med garanti lytte og måske også få mod til at deltage i snakken. Det kan lette presset, at han ikke er i direkte fokus.

Snitterne væk:

En helt almindelig måde, vi som forældre nemt kan komme til at forstærke vores børns ængstelighed, er ved at handle ud af et godt hjerte, fordi vi ønsker at skåne vores børn eller fjerne ubehaget, som vi tydeligt kan se, at de befinder sig i. F.eks. kan vi på vegne af vores generte barn komme til at svare, når han bliver spurgt om noget.

Det største problem ved dette er, at vi kommer til at frarøve vores barn muligheden for at mestre situationen, selv om genertheden viser sig. Hvis dette gentager sig ofte, kan vores barn komme til at miste troen på egen evner til at håndtere svære situationer.

Hvis vi som forældre kan rumme vores egen trang til at intervenere, så lærer vores børn at være med det ubehagelige lidt længere, hvilket er en erfaring, der kan bruges næste gang, der opstår en ubehagelig situation.

På den måde styrker vi vores barns indre tro på egen mestring og opøver et større og mere solidt mod.

Mod er jo netop at gøre noget, selv om vi mærker angsten.

Dette er en super vigtig færdighed at opøve, fordi livet altid vil kunne byde på situationer, hvor ængsteligheden forsøger at gribe os og få os til at blive handlingslammede eller flygte. Sådan er vores menneskelige hjerne. Hvis vi aldrig var bange for noget, ville vi heller ikke kunne beskytte os selv, hvis der reelt var en fare. Det er når vi bliver bange over ting, der reelt set ikke er farlige, at problemet kan opstå.

Så derfor; forsøg om du kan berolige din egen trang til at gribe ind (hvilket jeg ikke ud af dit brev kan læse om du gør eller ej!), og lad gradvist din dreng være i ubehaget mere og mere. Til en start kan det være fint, at du ser dig selv som støttehjulene på en cykel, der hjælper din dreng til at blive i situationen. Men hele pointen med støttehjul er jo netop, at de på et tidspunkt skal tages af.

Så kære Tina, for at opsummere de væsentligste pointer i mit indlæg, så handler det om, at du sammen med din dreng styrker han oplevelse af at mestre, selvom han ikke tør. At han kommer til at opleve, at han, selv om han er genert eller måske ligefrem bange, kan være tilstede uden at skulle løbe væk.

Du er den bedste til at hjælpe din dreng til gradvist at turde blive set og hørt lidt mere i sociale sammenhænge og hvem ved, måske han endda kan komme dertil, hvor han synes, det er sjovt at deltage og fjolle sammen med andre.

Jeg ønsker dig alt det bedste i indsatsen for at styrke din drengs mod!

De bedste hilsner fra Anne

PS: Lad mig vide, hvordan det går, når du/I har prøvet noget af!

Kilde:

Forster, M. (2014): Jeg tør ikke, men gør det alligevel.