Psykolog i Ry ved Skanderborg Anne Halkjær

Det er min erfaring, at det kan vække stærke følelser hos forældre, når de hører om dette princip. Mange kommer til at tænke: “Jamen, han skal da lære at tage ansvar for sine egen handlinger” eller “Nu har jeg sagt det, så skal hun da bare høre efter”. Hvis det også var din umiddelbare tanke, da du læste overskriften, så er du altså langt fra den eneste.

Og du har en pointe, for det er jo vores fornemmeste opgave som forældre at lære vore børn at blive selvstændige individer, der kan tage ansvar for deres egne handlinger.

Problemet opstår, når vi som forældre har for store forventninger til, hvor meget ansvar vores børn kan tage i en given situation.

Hvis du lægger ansvaret for en mislykket situation over på dit barn ved, at du forventer, at dit barn skal lave sin adfærd om, så situationen ikke opstår igen, så vil du med al sandsynlighed bliver voldsomt skuffet, når du erfarer, at dit barn igen gør det samme. Med den skuffelse følger naturligt magtesløsheden over, at du ikke kunne få dit barn til at ændre adfærd.

Hvis du derimod tænker, at dine børn gør det bedste, de kan i enhver given situation, så vil det være naturligt at tænke på, hvordan du som voksne kan tilrettelægge situationer, hvor dine børn kan lykkes. På denne måde tager du det ansvar, der er dit, fordi du har indflydelse på situationen, hvilket dine børn ikke har.

At tage ansvar er ikke et problem for os forældre, hvis vi har gode metoder til at håndtere forskellige situationer på. Problemet påstår ofte, når vi rammer grænsen for, hvad vi kan finde på at stille op.
Det er min klare overbevisning at vi som forældre meget gerne vil handle og tage det ansvar, der er vores, men hvis det vi plejer at gøre pludseligt ikke virker mere eller virker dårligere end før, så kan vi opleve os låste og frustrerede.

Det er, når vi løber tør for gode metoder, at vi er i øget risiko for at komme til at lægge ansvaret over på vores børn ved at skælde dem ud eller tænke, at de skal tage sig sammen.

“Hvis vi skal lykkes som forældre, må vi ændre vores metoder, så de rent faktisk fungerer. Vi må ikke holde op med at gøre os umage, for så svigter vi for alvor vores børn. At børn laver ballade, mindsker ikke vores ansvar som forældre, det gør det snarere større. Hvis vi skal få alting til at fingere, skal vi kunne mærke, når vi rammer metodeloftet. Det er måske en af de vigtigste ting, vi skal kunne som forældre: se hvornår det går skævt, så vi har mulighed for at skabe forandring” (Hejlskov & Wiman, 2016, p.56).

Pyha, tænker du måske…. det er lidt af en mundfuld, og skyldfølelsen kan vælte ind over dig. Men stop lige op: nu, hvor du ved bedre, kan du også handle anderledes og bedre.

Så udskift din potentielle skyldfølelse med en anerkendelse af dig selv, fordi du faktisk tør kigge på det, der ikke fungerer, så du kan finde gode metoder til at tage det ansvar, du gerne vil. På den måde kan du gøre din indflydelse gældende og skabe det familieliv, du drømmer om.

Der er kommet et spørgsmål om vredesudbrud i skolen på Facebook, som sætter spot på et potentielt dilemma: hvordan kan man, som forælder tage ansvar, når man ikke har direkte indflydelse på, hvad der foregår i skolen? Altså hvordan kan man som forælder være med til at sikre, at et vredesudbrud forebygges og dermed ikke opstår igen?

En mor skriver: ”Kære Anne Halkjær. Min søn har vredesudbrud i skolen og lejlighedsvis til sport, men ikke derhjemme. Så jeg er sjældent i det miljø, der “trigger” ham. Kan jeg hjælpe ham alligevel? Hilsen Mie”.

Mit svar:

Kære Mie,

Tak for dit meget relevante spørgsmål, som jeg her vil give et uddybende svar på.

Jeg tænker, at der er flere forældre, der kan nikke genkendende til den problemstilling, du rejser. For som du selv skriver, så er vi som forældre der jo sjældent i det miljø, der trigger vores børn.

Indgå i dialog

Din fornemmeste opgave som mor er i at indgå i en dialog med skolen, og det er også netop ved at gøre dette, at du kan tage ansvar og forsøge at gøre din indflydelse gældende, selv om du ikke er tilstede, når vreden kommer.

Se bag om adfærden

Formålet med dialog skal være orienteret mod opnåelse af en større forståelse af din søn og hans reaktioner. Det er afgørende med hvilke ”briller”, I ser din søn. Er han besværlig med vilje? Vil han bare ikke være i ro i skolen? Eller kan han ikke? Er der simpelthen noget, der bliver for svært for ham?

Det er meget nemt at komme til at tænke, at der må være noget galt med ens barn, når det ikke gør det, der bliver forventet og har en problemskabende adfærd. Men det er yderst ineffektivt at lægge problemet ind i barnet, fordi vi så vil forvente, at det er barnet, der skal ændre sig. Det er en faktor, som vi ikke har indflydelse på. Det, vi har indflydelse på, er at tilrettelægge et miljø, der ikke trigger barnet. Vi har indflydelse på vores egen holdning, vores måde at tale med barnet og den måde, vi møder barnet på.

I Low Arousal metoden tages der altid udgangspunkt i, at ethvert barn gør det bedste, det kan i en given situation. Hvis et barn ikke gør det, der bliver forventet, må de voksne omkring barnet kigge på omkringliggende faktorer: struktur, regelmæssighed, ro, relation, krav og spørge sig selv om, hvad der kræves af et barn, som det endnu ikke magter.

Skab fælles forståelse

Det er afgørende, at I via en dialog, hvor alle de forskellige perspektiver og oplevelser kommer på banen, opnår en fælles forståelse af den adfærd, din søn udviser. Dermed kan I få et fælles fokus på det, der trigger ham. En væsentlig pointe er, at I skal undgå, at det bliver en kamp om, hvorfor der er forskel på hans adfærd i de 2 forskellige sammenhænge. Årsagen er, at det netop er 2 forskellige kontekster med mange forskellige krav. F.eks. er der meget mere ro i et hjem, end der nogen siden kan skabes i en skole, simpelthen fordi der er flere mennesker samlet på et sted. Så rammerne og kravene er forskellige. Derfor er det okay at konstatere, at din søn agere forskelligt i de forskellige miljøer og så se på de muligheder, der er i skolen, for at møde din søn med krav, han faktisk magter.

De krav skolen stiller

En måde at gå ind i dialogen på er at kigge på de krav, som der stilles til din søn, når han er i skole. Med krav mener jeg ikke kun, det lærerne beder ham om at gøre.

Et krav er også at kunne forstå lange beskeder, at kunne huske, mens man tænker, at beregne årsag virkning i komplekse sammenhænge, at kunne være fleksibel i sin tænkning, at kunne stoppe sig selv og sin egen impuls, at kunne sidde stille og lytte, at kunne strukturere, planlægge og gennemføre aktiviteter, at være udholdende, at kunne sige PYT osv. osv. Hvilke krav bliver der stillet til færdigheder, som din søn endnu ikke mestrer?

Konflikter kræver konkrete handleplaner

På baggrund af den fælles forståelse og indsigt i de krav, der stilles, skal der laves en konkret handleplan, som netop tager højde for at sikre, at situationen, hvor din søn har reageret med vrede, ikke opstår igen. Hvordan kan lærere, pædagoger og du som mor ændre på omstændighederne i din søns skoledag? Hvordan kan det, der trigger ham ændres? Det kan her være godt at kigge på din søns dag som helhed. Er han for meget “på arbejde” hele vejen rundt?

Grøn-gul-rød-modellen

En ganske nem og effektiv metode til at kigge på din søns adfærd og få fælles fokus er ved at bruge denne model.

Modellen skal især bruges til at få øje på det gule felt (eskalering af følelser). Der er rigtigt mange forældre og lærere, der fortæller, at ”vreden kommer ud af det blå luft” og ”som lyn fra en klar himmel”.  Det er muligt, at det gule felt er meget kort, og dermed svært at få øje på, men der vil altid være noget, der trigger, og dermed udløser affekten.

I det grønne felt er der hverdag og din søn er i ro. Han er glad, afslappet, samarbejdende og tilfreds.

Mellem det grønne og det gule felt er der noget, der ”trigger” og hans følelsesmæssig niveau stiger gradvist over tid. Han bliver måske urolig, irriteret, indelukket, stille, eller drillende.

Som tiden går stiger det følelsesmæssig niveau og en eksplosion er uundgåelig. Når din dreng er i et røde felt, er han i følelsesmæssigt kaos og kan ikke nåes. Det er derfor afgørende, at han gives tid til at køle ned igen. Du kender det fra dig selv: når dine følelser stiger, og du bliver vred, kan det være nemt at komme til at sige og gøre ting, som du bagefter fortryder. Du er simpelthen i dine følelsers vold og ude af dig selv!

Når din søn igen er i ro og i det grønne felt, kan det være gavnligt at tage en snak med ham om, hvad han i en fremtidig situation kan gøre for at undgå at eksplodere. Det er meget væsentligt ikke at grave tilbage og rode rundt i, at han skal erkende, hvad han gjorde galt. Dette vil kun vække skyld, der hindrer den gode konstruktive dialog om alternative handlemuligheder.

Modellen som handleplan

Under den diagonale streg kan man skrive, hvordan man ser, at barnet er i henholdsvis grøn, gul og rød. Simpelthen for at få øje på den stigende affekt. Formålet er at undgå at din søn eksploderer, fordi han dermed mister selvkontrollen, hvilket er meget angstprovokerende (hvilket det i øvrigt er for alle mennesker – ikke kun børn!).

Over den diagonale streg kan man skrive ideer til, hvad man konkret kan sætte ind med, når følelserne stiger. Det er godt at få blik for, hvad der hjælper din søn til at være i ro og afslappet (det grønne felt). Hvad der, når han er i det gule felt, kan bringe ham tilbage i det grønne felt? Og endeligt: hvad der skal gøres konkret, når han er i det røde felt.

Samarbejdsbaseret problemløsning:

”Jamen, skal han da ikke lære at opføre sig ordentligt?” kan mange måske sidde og tænke. Og jo, det vi gerne vil med metoden, er at hjælpe med at udvikle de færdigheder, som barnet endnu ikke magter. Der er ingen, der vinder ved at sætte hårdt mod hårdt – det vil kun medføre en masse konflikter og potentielt voldsom adfærd.  Barnet vil ikke lære at opføre sig ordentligt af sig selv, men ved at rammen som barnet gives hjælper ved at kompensere og støtte barnets udvikling.

En konkret metode til at få barnet til at samarbejde omkring en given problemstilling er udviklet af Ross. W, Greene, der har skrevet flere bøger om, hvordan vi kan opnå bedre samarbejde med vores børn.

Metoden hedder samarbejdsbaseret problemløsning og er som navnet indikere baseret på et samarbejde mellem barnet og den voksne, hvilket kræver gensidig tillid, varme og respekt. Pointen er, at for at opnå en holdbar løsning, så må begges anliggende, altså det den voksne gerne vil, og det barnet gerne vil, opfyldes. Denne tilgang kaldes Plan B og handler om at finde den fælles bedste løsning, hvor begge vinder.

For en uddybning af metoden kan jeg varmt anbefale bøgerne, især ”Det eksplosive barn”. I bogen beskrives, hvordan metoden kan sættes i værk – trin for trin.

Fra teori til praksis

For at kunne omsætte teorien til praksis er det afgørende, at der sker et perspektivskifte fra at se på din søn som en, der ikke vil, til at se ham som en, der ikke kan. Denne øvelse er slet ikke så nem, fordi vi ofte er vant til at tilskrive den adfærd, vi ikke forstår en negativ intention. Når vi ikke kan få øje på det, der driver adfærden, så er det nemt at komme til at tænke ”han bare er ude på at provokere” og ”jeg har jo sagt det tusind gange!” osv.

Derfor kan det være gavnligt at få en professionel med på banen for dels at kunne få objektive faglige øjne på en given problemstilling, men også få en kontinuerlig proces, hvor tiltag implementeres, evalueres og justeres.

Min erfaring

Jeg har i mange år arbejdet i folkeskolen, hvor jeg har hjulpet lærere og pædagoger med at få øje på det, der endnu ikke er lært, og det der trigger. Jeg har indgående kendskab til metoden, både i teori og praksis. Jeg ved, at det med engagement og hårdt arbejde kan lade sig gøre at ændre sit syn på et barn. Dermed bliver det muligt at ændre på sin egen adfærd og iværksætte initiativer, der støtter og udvikler barnet, så eksplosioner forebygges og dermed reduceres.

Jeg tager fortsat gerne ud og hjælper i denne proces. Kontakt mig og lad os få en snak om, hvordan jeg kan bidrage med faglige perspektiver og konkrete redskaber i en given problemstilling. Det kan være ved oplæg med efterfølgende debat, iagttagelse af praksis med efterfølgende forslag til tiltag og proces eller som supervision af fagligt personale, både på individ og gruppeniveau.

Så kære Mie, jeg håber, at mit uddybende svar har givet dig konkrete ideer til, hvordan du kan hjælpe din dreng også, når du ikke er tilstede.

De bedste hilsner fra Anne 

Kontakt mig her: http://medhinanden.dk/kontakt-mig/

Litteratur:

Greene, Ross. W. (2015): Fortabt i skolen. Forlaget Pressto.

Greene, Ross. W. (2005): Det eksplosive barn. Forlaget Pressto.

Hejlskov, Bo. (2003): Adfærdsproblemer i skolen. Dansk Psykologisk Forlag.

Hejlskov, Bo & Wiman, Tina (2016): Rabalder i børnefamilien. Dansk Psykologisk Forlag.

Overskriften er et af principperne i low arousal metoden. Low arousal metoden er et effektivt redskab til at håndtere og reducere konflikter og vredesudbrud hos dit barn. Metoden lægger op til, at dit barn gør det bedste, det kan i en given situation.

Hvis dit barn ikke gør det, som du forventer, må du som voksen kigge på omkringliggende faktorer, f.eks. om det krav, du har stillet er for langt fra det, som dit barn faktisk magter. Ansvaret ligger alene hos dig som forælder i forhold til at forebygge, at en lignende situation opstår en anden gang.

Min oplevelse er, at nogle forældre kan komme til at tænke: “Jamen, skal hun da ikke bare høre efter, når jeg nu har sagt det?”

Og jo, det er vores opgave som forældre at hjælpe vore børn til at kunne modtage et krav og efterfølge det. Spørgsmålet er, hvordan du bedst lærer dit barn “at opføre sig ordentligt”?

Princippet om, at Børn lærer ingenting af at mislykkes bygger på neuropsykologisk forskning, der peger på, at børn under 11 år lærer af at lykkes (du kan læse mere om forskningen her: “Rabalder i børnefamilien” af Hejlskov & Wiman, 2016).

Teorien er, at vi lærer af afvigelser fra det normale. Når børn er små mislykkes de hele tiden, hvorfor det er det almindelige for dem – tænk bare på det helt lille barn, der er ved at lære at gå. De falder hele tiden, men rejser sig op igen og igen. Pludseligt er der noget, der lykkes: det lille barn formår at holde balancen, selvom det er lige ved at falde. Derfor lærer små børn af, at noget faktisk lykkes for dem, fordi det er en afvigelse fra normalen.

Det betyder i praksis, at en irettesættelse af et barn under 11 år ikke vil have den effekt, du ønsker, nemlig at barnet så lærer at lade være med den uønskede adfærd.

Et helt konkret og effektivt redskab er derimod, at du fortæller dit barn, hvordan det kan gøre næste gang for at lykkes.

Når du så kan se, at dit barn faktisk forsøger at gøre, som du har foreslået, så kan du understøtte dit barn ved at rose indsatsen. Prøv at have fokus på det, der lykkes, selvom der også samtidigt er ting, der endnu ikke lykkes for dit barn.

Du kan f.eks. sige: Jeg kan se, at det er lidt svært lige nu – godt, at du bliver ved med at prøve. Når du øver dig, bliver du langsomt bedre”.

“Jo mere det går galt for en, jo mindre lærer man af det. Det indebærer at indvendiger som “hvis vi tilpasser os for meget, lærer barnet ingenting” og “hvordan skal barnet kalre sig i den virkelige verden, hvis vi tilpasser os for meget?” ikke gælder. Man bliver ikke bedre til at klare sig som voksen af, at det meste går galt, når man er barn” (Hejlskov&Wiman, 2016, p.66).

Det betyder i praksis, at din fornemmeste opgave som mor eller far er at hjælpe dit barn til at lykkes – og det er faktisk også det sjoveste 🙂