Om hverdagen – Ødegårdens stilhed eller hverdagens ræs?

Om hverdagen – Ødegårdens stilhed eller hverdagens ræs?

“Louise ville elske at leve simpelt ude i skoven, hvis bare ikke det var så dødkedeligt”…

oedegaardens-stilhed-eller-hverdagens-raes-om-kunsten-at-balancere-et-baade-og-i-det-gode-liv-2
Om kunsten at balancere i hverdagen

Åh, hvor jeg grinede, da jeg læste denne artikel fra RokokoPosten på FB her til morgen. Den ramte spot on på en tanke, jeg selv har haft igennem en længere periode om et potentielt dilemma om det gode liv i hverdagen.

Af og til flyver en romantisk og idyllisk tanke ind i mit hoved…

Tænk, hvis vi simpelthen kunne trække stikket helt ud og vende tilbage til rødderne… til der, hvor vi kom fra, tilbage til tiden, hvor vi havde nærvær og var sammen 24/7 som familie. Hvor vores hverdag var sammen!

Tænk, hvis vi kunne gå tilbage til Simple Living – det ville da være et ægte levet liv at se tilbage på.

Hvor alt var hjemmegjort, og børnene var med i dagens puls, naturens gang og årstidernes skiften. Hvor det ikke betød noget, om der var 14 dages jord under neglene.

Hvor der ikke var en fastlagt struktur for dagen med stå op, morgenmad, madpakke, ud af døren, skole, hjem, ulvetimer, tv, aftensmad, God nat og sov godt! Næste morgen op igen, gentage rutinen…. Nej, hvis vi kunne komme back to nature…

Lige midt i min drøm kommer der som lyn fra en klar himmel en anden altoverskyggende tanke…

Realitytjek…

Hold da kæft, hvor ville det være trælst at undvære mit dejlige hus med gulvvarme, min vaskemaskine, min bil…. at kunne placere børnene foran tv’et, så jeg kan tage en velfortjent pause med en kop kaffe… at lave det, jeg brænder for jobmæssigt, at kunne gøre en forskel for andre.

At nyde, at jeg kan bestille madvarer på nettet, så jeg slipper for at stå i en alenlang kø i Netto og bruge tiden der i hverdagen. At jeg kan tage et bad og barbere ben med en elektrisk maskine (selv om det kun er noget, der sker til festlige lejligheder…!)

Det er som om, der lige der i mine tanker har sneget sig et enten eller ind i min ide om det gode liv… enten handler det om uldne hjemmestrikkede marmelukker (der ville kradse af Helvede til), speltboller, hvor du selv har malet melet (som du selvfølgeligt også selv har dyrket).

Hvor der ikke er en stressende bagkant for at komme ud af huset om morgenen, hvor du kan stoppe midt i naturen for at fordybe dig i myretuens liv sammen med dit barn, hvor ting tager den tid, ting tager…

Eller også handler det om karriere (40+ timer), selvrealisering på vejen til tops, den fedeste luksuriøse bil penge kan købe, forbrug, kampen om jubilæumsvasen, hvem der kan fortælle, at ens barn går til flest fritidsaktiviteter…. hvem har det flotteste og mest klinisk sterile hjem, de kan fremvise (selvom det er sjældent, at de har gæster, fordi de sviner sådan)?

Måske er det fordi, julen nærmer sig, at jeg bliver mindet om drømmen om et mere enkelt liv, hvor forbrug og ræs ikke er i centrum?

Måske er det fordi, der i en hverdagens trummerum kan snige sig en stille følelses ind af, at der kunne være mere i livet end blot vasketøj, støvsugning, madpakker, putteritualer og snotnæser? At hverdagen er uinspirerende i al sin forudsigelighed og velkendte tilbagevenden?

Men behøver det egentligt at være et spørgsmål om at opstille et enten eller, altså enten går vi helt tilbage og lever, som de gjorde for mange år siden (for så er det ægte liv) eller også hopper vi med på ræset om større, vildere, bedre, hurtigere… mere og mere?

For mig er det ikke en kunst at flytte ud i den svenske ødegård for at få et enkelt liv med plads til alle og ægte nærvær og fællesskab om bålet hver aften (den største kunst er vel nok at træffe beslutningen). Så har du jo trukket stikket, og du er tvungen til at forholde dig til den kontekst, du har placeret dig og din familie i. Du har simpelthen ikke muligheden for at vælge at ræse ned i Brugsen og hente en frysepizza, fordi aftensmaden lige skal være nem.

Lad mig understrege; mit ærinde med dette indlæg er ikke at fordømme nogle, der vælger enten at leve langt ude i en skov eller dem, der vælger et hæsblæsende karriere liv med hus, børn, biler, hvor hverdagen kører efter fastlagte skemaer og planer for ellers falde korthuset sammen! Folk må selv vælge, hvordan de vil leve deres liv.

Det, jeg gerne vil med dette indlæg, er at sparke til dine refleksioner om, hvad det gode liv er for dig og din familie i jeres hverdag.

Måske har du også haft den samme tanke som mig? Altså at livet ville være meget lettere, hvis du flyttede ud på Friland og byggede dit eget hus af muslingeskaller? Trak stikket og lærte at karte uld og væve?

For mig at se er den største kunst at kunne leve et liv, der balancerer på et både og, altså et liv, hvor der er plads og rum til fordybelse, nærvær og fællesskab, OG hvor der samtidigt er en hverdagsrutine med job, skole, indkøb, rengøring og almindelige dagligdags ting, der skal klare.

Men realistisk set, så har døgnet kun 24 timer, så du kan ikke på magisk vis få flere timer i døgnet. At skrue ned for antal timer du sover, er også en vanvittig dårlig ide (hvilket alle os der har/har haft små børn udmærket godt er klar over).

Det, du derimod har indflydelse på, er, hvad du bruger de timer, du har, på? Det handler om, hvilke værdier du pejler efter, altså hvad det er, du stræber efter? Hvad du gerne vil opnå i dette liv!

Hvad er egentligt det vigtige for dig her i livet?

Nogle gange kan det føles som om, at der ikke er andre valgmuligheder end at følge med på ræset. Vi skal jo have et hus, en bil, mad, forsikringer osv., så vi skal arbejde 37+ for at have penge til det.

Noget af det, der undrer mig, er den måde, vi har indrettet vores samfund på, nemlig at vi bruger alle de bedste timer, vi har på at gå på arbejde for at tjene penge, for at falde døde om på sofaen om aftenen.

Lige pludselig er ugen gået, og det er fredag aften… hov, hvor blev tiden af, tænker du? Den fløj afsted nærmest helt uden, at du opdagede det.

Min opfordring er, at du skal stoppe op og spørge dig selv om den retning din hverdag har? Er det et godt liv midt i alle de ting, der skal ordnes?

Den største kunst er for mig at se, at du indretter et hverdagsliv, som er et godt liv for dig og din familie, der baserer sig på et både og. Jeg kommer aldrig til at kunne elske at bo i den svenske ødegård omgivet af natur 24/7… Og jeg har været der, hvor hverdagslivet var ALT for presset.

Har jeg så nu set lyset? Er jeg så nået i mål med en klokkeklar opskrift på det gode liv? Nej ikke mejslet ind i sten, men jeg har ændret på nogle grundlæggende elementer, der gør, at jeg nu bedre kan få luft til nærvær OG nullermænd.

Som jeg ser det, er der 2 instanser, du kan ændre på i hverdagen; de ydre og de indre.

Med de ydre mener jeg f.eks. antal timer du lægger på jobbet, hvor mange fritidsaktiviteter dine børn går til, hvor mange gange du om ugen vil have varm aftensmad osv. Altså hvor megen aktiviteter og ”skal-opgaver” du har i dit hverdagsliv…

De indre elementer er dine egen forventninger til dig selv og din præstation. Hvornår har du præsteret godt nok og kan tage dig en pause? Er det overhovedet tilladt for dig at tage en pause, hvis der ligger en bunke vasketøj og glor på dig? Hvornår er der tid til, at du lader op og gør noget, der er godt for dig?

Noget af det, der dræner allermest, er, hvis du har en veludviklet indre kritisk røst, der pisker dig fremad hele tiden. Den kan du arbejde på at gøre til en indre stemme, der hepper på dig og i stedet for at skælde dig ud trøster den dig, når du har brug for det.

Når jeg skriver, at det er en balance, der skal til, så er det jo også et udtryk for, at balancen nemt kan tippe. Det er vel også derfor, at det kan være så svært at finde og opretholde den gode hverdagsbalance. Der kommer simpelthen nemt ubalance i tingene, hvor vi får gjort for lidt eller for meget af noget, der ikke er godt for os.

En metode til at kigge på hverdagen:

  1. Kig på dine værdier: hvad er vigtigt for dig i dit liv? Hvad vil du gerne kunne se tilbage på, når dit liv skal til at slutte en dag? Er der overensstemmelse mellem den måde, du gerne vil leve på, og den måde du faktisk lever på?
  2. Lav de ændringer, du kan: bliv ikke blot ved med at tænke på, hvor fedt det ville være hvis… tag action og handl!
  3. Accepter de ting, du ikke kan ændre: megen lidelse og indre uro kommer af at ville noget andet hele tiden. At finde sindsro handler om at acceptere det, der ikke kan ændres, så du ikke hele tiden bruger dine tanker på at kæmpe imod. Tænk: nu er jeg her og det er godt nok. Koncentrer din opmærksomhed om det, der faktisk er lige her og nu – det er nærvær!
  4. Tjek ind hos dig selv jævnligt for at evaluere balancen: er der for lidt eller for meget af noget? Hvad kan du gøre ved det?
  5. Hvis du har en partner kan du lave samme øvelse sammen med denne: hvad er vigtigt i jeres fælles liv? Hvad kan I ændre? Hvad må I acceptere? Evaluer, hvordan det går jævnligt! Det er en god ide at skrive jeres fælles beslutninger ned, så I ved, at det faktisk er det, I er blevet enige om, og så I kan huske dem.

Skab en hverdag i balance, så du bliver langtidsholdbar blank

Hvis du gerne vil have mere overskud i hverdagen, men synes,a t det er alt for uoverskueligt, så tjek min 6 ugers online workshop ud her:

Få mere overskud i hverdagen – 6 ugers online workshop

Kilde: 

Louise ville elske at leve simpelt ude i skoven, hvis bare ikke det var så dødkedeligt

 

Ondt i sindet? Hvilket plaster bruger du?

Når du har et sår på din krop et sted, så er det rigtige at gøre at rense og sætte et plaster på og så give det tid, right?!.

Når du har børn ved du helt sikkert, hvilken magi et plaster kan udøve, selv på helt usynlige sår, ik?!

blank

Som voksne kan vi ofte komme til at sætte et plaster på vores psykiske sår helt uden at få renset det inden….. hvis du gjorde det på et fysisk sår, kan du være ret sikker på, at der går betændelse i møget… ikke rart… slet ikke rart!

Når der er noget, der gør ondt indeni, så er det nemt at komme til at gøre noget, der lindrer kortvarigt i øjeblikket, men som på sigt bare får betændelsen til at vokse frem.

Du får simpelthen ikke renset ud i det, der gør ondt, og din tilstand bliver værre og værre.

Faktisk er det min påstand, at jo flere gange du sætter et plaster på et psykisk sår uden, at du renser det, jo værre vil du over tid få det.

Så hvilke plastre bruger du, når der er noget, der gør ondt i din sjæl?

Måske har du før oplevet, at det at købe noget lækkert til dig selv, har været SÅ skønt lige i øjeblikket?
Den lækre nye taske, som du bare MÅ eje. De fede sko, som virkeligt passer perfekt til dit nye outfit (som du købte sidst, du havde ondt!)

Måske har du, helt fra du var barn, lært, at det at putte søde og bløde ting i munden, gav en lindring?

Nu, hvor du er voksen, kan det være alkohol, der lige tager toppen af den værste stress…. (jeg ved godt, at du formegentligt ikke er alkoholiker). Den følelse et godt glas vin (eller 2 eller 3….) giver efter en lang uge….. den kender du måske til?! Eller en plade dejlig mørk chokolade (70% for det er SUNDT!)….

Min mission er ikke at gøre dig til asket, hvor du ingen nydelse må have i dit liv… tværtimod.

Jeg ønsker for dig, at dit liv må blive fyldt af nydelse, glæde og skønhed. 

blank

Spørgsmålet er for mig at se, hvordan du forsøger at opnå lindring, når det gør ondt i sindet? 

Og jo, det tager da mere tid og kræver mere af dig, hvis du vil have renset op i dine indre sår, men tror mig: du vil opleve, at dine sår gør mindre ondt og heler bedre, når du tør kigge på, hvad det er, der piner dig.

På den måde kan du komme til at lave mere langsigtede strategier til, hvordan du lindrer smerten , når den kommer – for den vil komme igen i en eller anden form. Måske ikke så intenst, men smerte er en del af livet i mine øjne.

Mange gange er det alt det, vi forsøger (købe, bruge, spise, drikke…) for at få smerten til at gå væk, der faktisk får det hele til at blive endnu værre.

Min vigtigste mission er at hjælpe dig til at finde dine strategier til, hvordan du lindrer din smerte, når den kommer, så du ikke blot sætter et plaster på et urenset sår…

Du kan få min guidning, sparring, støtte og opmuntring i 6 uger med opstart d. 8/11 2016…. det er lige om lidt! 

Din proces på vejen til mere glæde i dit liv:

– du ser en ny video på 20-25 minutter, som du får tilsendt hver uge på mail
– du reflekterer over det, du har set og bruger eventuelt det tilhørende opgaveark, så du kommer i dybden
– du stiller mig spørgsmål, udtrykker din frustration eller glæde over det, der sker for dig i forløbet
– du sparer med andre kvinder, der er i samme båd som dig
– du når helt i mål med årsagen til, at du tilmeldte dig forløbet

Din investering er 1.995 kroner, som du sikkert rask væk gerne giver for dit “fede-nye-jakke”-plaster eller dit “de-sko-må-jeg-bare-eje”-plaster.

Egentligt er det mange penge at bruge på et plaster, der kun har en kortvarig effekt, ikk?!

Hvis du ønsker mere langsigtede løsninger, så du ved, hvad du stiller op, når det gør ondt indeni, så tjek mit 6 ugers forløb ud her:

blank

De bedste hilsner
Anne

Ps: Der er 6 pladser i alt – de første 2 er snuppede, så nu er der KUN 4 pladser tilbage

OBS: det er muligt at betale i 2 rater – nu og om 31 dage.

 

Om at begå fejl – Elsker du at fejle…

at begå fejl Hvis du har det som mig, så elsker du nok ikke ligefrem at begå en fejl, vel?!

Det vækker i mig et ubehag og en ærgelse. Tidligere ville jeg med garanti tænke: “Hvor er jeg dog dum”. Jeg ville vende det indad og tænke, at det at fejle var relateret til mig som værende en dårlig person.

Jeg havde det, man i psykologien kalder et “fixed mindset”. Jeg troede, at hvis jeg begik en fejl, så var det nok fordi, JEG som person ikke var god til det – det var den, jeg var (og underforstået: jeg bliver jo aldrig anderledes).

Alle mennesker begår af og til fejl, så det er ikke realistisk muligt aldrig at begå en fejl igen. Måske du tænker, at det ville være den mest behagelige løsning.

“Tænk, hvis alt jeg gjorde og sagde var fuldstændigt spot on og helt rigtigt hver gang?!” tænker du måske. Hvis du har det ligesom jeg havde det, så vil du tænke, at DU så ville være helt rigtig.

Så hvad stiller du og jeg op, når ubehaget over en “fejl” sniger sig ind?

Jeg tænker tit på noget, jeg hørte en sognepræst sige i et program på DR, der kørte for nogle år tilbage. Programmet hed “Skriftestolen” og gik ud på, at almindelige danskere kunne skrifte anonymt på tv.

Præsten sagde:
“Det, du har indflydelse på, har du ansvar for – det, du ikke har indflydelse på, har du ikke ansvar for”.

Det er som sagt ikke realistisk muligt aldrig at fejle igen, så det parameter har du altså ikke indflydelse på.

Det, du derimod har indflydelse på, er, hvordan du opfatter det at begå en fejl.

Så hvordan har jeg ændret min måde at tænke på, når jeg begår en “fejl”? Jeg er begyndt at tænke anderledes, altså jeg tænker andre tanker om mine “fejl”.

Før var det nærmest en automatisk proces, når jeg synes, at jeg havde fejlet, hvor tankerne rullede ind over mig og gjorde mig ked af det og pustede til selvkritikken, så den fik frit løb.

om at begå fejl styr-dine-tanker-og-bliv-gladere

Din automatiske respons

Hvis du igennem en længere periode, måske hele dit liv, har været vant til at vende fejl indad og skælde dig selv ud, så kan det første skridt være, at du faktisk bliver opmærksom på, hvad det er, du gør ved dig selv. Det er jo den mest almindelige måde for dig at håndtere fejl på, så det kræver lidt øvelse at stoppe op.

Når du så har stoppet dig selv i din negative indadrettede talestrøm, så er det muligt at se mere realistisk på den fejl, du har begået, og det at fejle i det hele taget. Her er det vigtigt at se på “fejlens skadevirkninger”. Du kan jo f.eks. spørge dig selv: er det nogen, der er døde pga. fejlen? Simpelthen for at få lidt proportioner ind i din tænkning.

Du kan også dele ansvaret lidt mere ud: prøv at se på, hvilke andre faktorer end lige netop dig selv, der spillede ind i, at det gik, som det gik.

Den største forandring, som jeg har lavet i min tænkning, er, at jeg er gået fra at have et “fixed mindset” til at have et “growth mindset”. I dette mindset tænker jeg, at “hvis jeg er god til noget, så er det fordi, jeg har gjort en indsats og øvet mig!”.

Det er i dette mindset muligt at bære over med mig selv, når jeg begår en fejl. Og jeg garanterer dig for, at det er en meget mere behagelig måde at vurdere fejl på.

At lære at håndtere det at begå fejl – tænk dette:

1.Det er menneskeligt at fejle – jeg er ok, som menneske.
2.Er der nogle, der er døde af min fejl?
3. Det var ikke så godt, men det skal nok gå alt sammen!
3. Hvad kan jeg lære af, at jeg har begået en fejl?
4. Hvad kan jeg ændre, så fejlen ikke sker igen en anden gang?

Jeg er helt med på, at det er godt at påtage sig sin del af ansvaret, når fejl sker, og jeg er heller ikke bleg for at sige undskyld, men mange af os kvinder er simpelthen alt for hårde mod os selv og påtager os ofte HELE skylden for, når noget går galt.

Det skal vi holde op med, fordi det ødelægger vores sindsro og livsglæde, og fordi det simpelthen ikke er realistisk at tænke på den måde.

Hvis du vil lære at gå fra et mindset, hvor du slår dig selv oveni hovedet, når du begår en fejl til at kunne bære over med dig selv og se mere realistisk på det, så invester i din egen livsglæde nu.

Jeg har lavet et 6 ugers online forløb, hvor du trin for trin via video og opgaveark bliver guidet til at slippe selvkritikken og alle de tanker, der dræner dig og stjæler din sindsro.

Din investering er 1.995 kr. Du kan betale i 2 rater!

ja-jeg-vil-bryde-ud-af-selvkritikken-og-blive-gladere

Vær god ved dig selv, så du kan blive langtidsholdbar!

God psykolog? Om hvornår det er godt at opsøge en psykolog

Du er i en situation i dit liv, hvor du oplever, at alt ikke er, som det kunne være. Måske oplever du at sidde fast i en negativ cirkel af skæld ud, dårlig samvittighed og mental udmattelse?

Du har tanker og følelser som genere din livsudfoldelse og som påvirker din livskvalitet i en grad, der hæmmer dig. Du har givetvis forsøgt at få det bedre og at gøre noget for at komme videre, men alligevel lykkes det dig ikke.

God psykolog
Hvad er en god psykolog? Hvornår kan det være godt at opsøge en psykolog?

Dine symptomer kan være:

  • indre uro, forstyrrende tanker, selvkritiske tanker, ængstelighed,
  • nedtrykthed, handlingslammelse, apati
  • vrede, du ikke kan styre
  • du føler, at du kører i ring – at du sidder fast i et mønster der gentager sig.

Du har en oplevelse af ikke at kunne komme fri og få luft.

Det kan også være, at du oplever, at livet kunne indeholde så meget mere – at du ikke får gjort det, du gerne vil. Du får ikke taget de rigtige beslutninger og kan derfor heller ikke handle. Du vil gerne noget andet og mere.

Med den rette hjælp hos en god psykolog kan du opnå en højere livskvalitet, fordi du finder mere sindsro, dvs. du vil opleve et fravær af de forstyrrende tanker, der gør dig urolig og ked af det, måske endda vred.

Men hvordan finder du en god psykolog?

Det kræver mod at se på dig selv og arbejde på din egen udvikling – det er ofte det at opsøge en god psykolog og indlede et forløb, der er det største skridt. Når du har taget det første skridt viser det, at du er klar til at arbejde med dine udfordringer, fordi du ønsker dybere indsigt og mere konstruktive handlemæssige strategier.

Så første skridt er, at du tager kontakt til en god psykolog.

Hvad handler terapi hos en god psykolog egentligt om?

Overordnet set at få det bedre psykisk, men hvad betyder det egentligt, og hvordan får du det bedre?

For mig som psykolog handler terapi om at lindre psykisk lidelse. Det er lidelsefuldt, når dine tanker og følelser styrer rundt med dig, og du ikke formår at stoppe det. Det er lidelsesfuldt at se på sig selv og tænkte kritiske tanker om den, du er og det, du gør.

Vejen til at få det bedre handler for mig om 2 ting, nemlig at erkende, hvad der er på spil og at komme til at se de sammenhænge, der er i symptomerne.  Her kan det være gavnligt at kigge bagud for at se på, hvad du kommer ud af, altså din opvækst og den historie, som du har med dig, fordi den former dine overbevisninger om, hvordan du må og kan være i verden. Det kan også være gavnligt at se på, hvordan dine kropslige reaktioner hænger sammen med dine tanker og følelser, fordi det tilsammen bestemmer, hvordan du handler i verden.

Den anden ting, som terapi omhandler, er at opnå andre og mere konstruktive handlemæssige strategi til at håndtere forskellige problemstillinger, som du møder i livet. Her er der altså et fremadrettet fokus. Ved at se på dine uhensigtsmæssige handlemønstre kan du blive klogere på, hvad der driver dem og på den måde tage små skridt i retning af at gøre noget andet og mere hensigtsmæssigt for din livsudfoldelse.

Første samtales struktur hos mig:

Den første samtale har karakter af at være en afklarende samtale, hvor der sker en forventningsafstemning. Her vil du kunne lære mig bedre at kende og mærke efter, dels om kemien imellem os passer dig, og dels om du får fornemmelsen af, at jeg kan hjælpe dig videre i dit liv.

Jeg vil også fortælle dig om, hvordan jeg tænker, at jeg ud fra det, du gerne vil opnå, kan hjælpe dig og evt. ud fra hvilken teoretisk ramme, vi kan tale.

Mange problemstillinger som stress, depression og angst behandles godt indenfor en kognitiv ramme. Her handler det om at identificere negative automatiske tanker, der hindrer dig i at gøre det, du gerne vil. Tankerne kommer af dybereliggende overbevisninger, som du har om dig selv og verden. Det handler om at ændre dine negative overbevisninger, og dermed komme til at tænke mere realistisk og venligt om dig selv. Det handler også om at komme til at handle anderledes, end du har gjort hidtil. Hvis du f.eks. lider af angst, så handler behandlingen om via strukturerede og nænsomme skridt at gøre det, du frygter – det er det, der kaldes eksponering.

Inden du kommer første gang kan det være godt, at du har tænkt over følgende spørgsmål, men det er ikke krav:

Mål med terapien?

  • Hvilke mål har du med at komme i terapi?
  • Hvad ønsker du for dig selv?
  • Hvad vil du gerne blive bedre til i dit liv?
  • Hvad har du behov for at lære?
  • Hvad vil du gerne forandre hos dig selv?
  • Hvilket liv vil du gerne leve?
  • Hvad bringer dig til samtale lige nu i dit liv?

Har du gået i terapi før?

  • Hvor længe?
  • Dit udbytte?
  • Hvorfor stoppede du?

Afklaring af forventninger til omfang og ønsket resultat:

Endeligt skal vi have afklaret dine forventninger til varighed og resultat af terapien. Det er måske ikke så nemt at sige på forhånd, hvor lang tid terapien skal vare, men vi kan f.eks. aftale, at du kommer 3 gange, hvorefter vi evaluere mht. det videre forløb.

Det afgørende for et succesfuld forløb hos mig som psykolog er, at du føler dig godt hjulpet videre.

Min opgave er at møde dig med tillid og respekt, så du føler dig set, hørt og forstået. Det er min opgave at skabe rammerne for en god relation imellem os, der giver dig tryghed til at kunne åbne op og se på det, der gør ondt.

Der er en vej videre – også for dig!

Ring eller skriv en mail til mig, hvor du kort beskriver din situation. Herefter aftaler vi tid til det første møde.

Tag kontakt og lad mig hjælpe dig godt videre:

ja-jeg-vil-arbejde-paa-min-sindsro-og-livsglaede

 

Om konflikthåndtering i hverdagen

konflikthåndtering i hverdagen konflikter-bestaar-af-loesninger-1

Du kender helt sikkert godt den her situation, hvor du stiller et for dig naturligt og realtisk krav til dit barn. Dette udløser en lavine, der bare tager til jo mere du forsøger at gøre. Dit barn nægter at gøre det, du har bedt om, og du står lige pludselig midt i en konflikt!

Du vil så gerne have mere ro og samarbejde i din hverdag. Det er ærligt talt totalt dræende og udmattende at have så mange konflikter. Faktisk kan det være at du er et sted, hvor du slet ikke kan se de gode løsninger.

“Skal jeg så rende rundt og være Ole Opfinder?”

Det korte svar er “JA – hver gang for konflikter består af løsninger!”

“Jamen, jeg orker altså ikke at rende rundt og lege klovn hver gang, der har været konflikt… jeg orker ikke, at lege det hele væk. Jeg vil altså have, at hun skal rette ind for, hvordan skal hun ellers lære at opføre sig ordentligt?”

Og lad mig starte med at sige, at du har ret: målet på den lange bane er, at dit barn skal lære at “opføre sig ordentligt”.

Spørgsmålet til 10.000 kroner er: hvordan?

Forestil dig dette:
Det er morgen, og du vækker dit barn med en glad stemme, måske en lille morgensang, tænder lyset og rulle gardinerne fra. “Så står vi op” siger du med begejstring i stemmen. Du har haft noget tid til at vågne i og er klar til dagen. Dit barn, der knap nok er vågne, er absolut ikke klar til at stå op. Dit barn gemmer sig under dynen og siger: “Gå ud med dig!”

Du mærker, hvordan følelserne stiger, for “sådan skal du altså ikke tale til mig”. Du går måske endda hen og hiver dynen af dit barn. Dit barn råber “skrid – jeg gider ikke op nu!”.

“Hvis du ikke kommer op nu, så må jeg jo hente noget vand og sprøjte på dig!”. Nu er du ved at være godt irriteret og også presset , fordi tiden går, og I skal være ude af døren på et bestemt tidspunkt.

Det hele ender med, at konflikten eskalerer yderligere og morgenen starter rigtigt skidt…. det føles som om dagen allerede fra start er gået skævt…. Du føler dig allerede nu helt drænet og parat til selv at gå under dynene igen. “Gid jeg kunne spole tiden tilbage og starte forfra!” tænker du, mens du mærker den dårlige stemning helt ind i hjertet… ØV

Hvem har problemet?

Jeg er klar over at mit eksempel ovenfor selvfølgeligt er karikeret… Pointen er, at en konflikt altid opstår, fordi den ene eller anden part får et problem.

Dit problem i eksemplet: du skal være på job til et bestemt tidspunkt og du ved, at dit barn er langsomt.
Dit barns problem: det er træt og ikke klar til at stå op.

Du og dit barn prøver hver især at løse det givne problem, og på denne måde er konflikten nærmest uundgåelig. Hvis du vil løse konflikten og sørge for, at den ikke opstår igen, så må du finde en løsning, der ikke er et problem for dit barn, og som også tilgodeser, det du vil.

Du har bolden…

Du har som forælder, de bedste forudsætninger for at finde en løsning på situationen. Hvis du placerer ansvaret for at løse situationen hos dit barn (at dit barn bare skal stå op, når du siger det), så kan du forvente, at situationen bliver ved med at gentage sig.

Det er derfor, at svaret på spørgsmålet om, hvorvidt du skal være Ole Opfinder er: JA – hver gang. Hver gang, der er en konflikt, må vi som forældre kigge på, hvilke løsninger vi kan finde på sådan, at konflikten ikke skal opstå igen en anden gang.

Det kræver, at vi ser på de faktorer, der giver barnet et problem og forsøger at finde løsninger på disse. I eksemplet kunne det være at vække barnet lidt før, give det tid til at ligge og vågne lige så stille, spille lidt blid morgenmusik osv.

Der findes uendeligt mange forskellige løsninger på givne problemer, og det er her din kreativitet, og kendskab til dit barn skal i spil.

Prøv noget af…

Det allervigtigste er, at du forsøger at finde en god løsning, der ikke giver dit barn et problem, som det så bliver nød til at løse på en for dig uhensigtsmæssig måde, samtidigt med at dit problem også bliver taget hånd om, nemlig at I kommer ud af døren til tiden.

Prøv forskellige ting af og evaluer efter noget tid, hvordan det virker. Find nye og andre løsninger, hvis det ikke virker.

Jo ældre dit barn er jo mere vil det kunne inddrages i at finde de gode kreative løsninger på problemerne.

Gå endnu mere i dybden sammen med mig

Du sidder måske med en lyst til at komme endnu mere i dybden med metoden og lære om bedre konflikthåndtering i hverdagen. Måske sidder du og tænker, at det lyder virkeligt rigtigt, men at det kan være svært at få det til at spille i jeres hjem.

Hvis det er tilfældet, så skynd dig at sikre dig en plads på min live workshop lørdag d. 1/10 2016 kl. 10 i Gedved (ved Horsens).

konflikthåndtering i hverdagen ja-jeg-vil-skabe-mere-ro-og-samarbejde-i-min-familie

Jeg ser frem til at mødes med dig og udfordre og inspirere dig, så du kan skabe rammer, der giver ro og samarbejde i din familie.

PS: Sidste frist for tilmelding til workshoppen er om 1 uge, torsdag d. 29/9 kl. 23.59 helt præcist 🙂 Der er max 40 pladser.