Børn der trives

[vc_row][vc_column][vc_column_text]

Dette indlæg er skrevet af Birgitte Sølvstein. Birgitte er psykolog med speciale i stress. Du kan finde hende på soelvstein.dk, hvor hun blogger, og her kan du også læse mere om hendes online forløb for stressramte.

Kære mor eller far. 

Hvis du ligner mig bare lidt, så er du seriøst bekymret for vores børns stressniveau og trivsel generelt.

Det er ikke, fordi mine børn er specielt stressede, og det er dine måske heller ikke.

Det er mere, fordi det generelle stressniveau i befolkningen – hos både børn og voksne – efterhånden er så alarmerede, at det ikke længere kan ignoreres.

Ét er, hvad man har af særlige omstændigheder i familien, men noget andet er det generelle stressniveau i samfundet, og de seneste årtier er det steget til uholdbare mængder.

Vi lever i et samfund, hvor både store og små er pressede.

Jeg er oprigtigt bekymret for de rammer, samfundet tilbyder mine børn.

Det er jeg på baggrund af den forskning, der efterhånden peger i retning af en generation af børn og unge, der trives usædvanligt dårligt på indersiden og på grund af, hvad jeg kan høre og se omkring mig.

Samfundet ændrer sig nok desværre ikke fra den ene dag til den anden, og derfor er det vigtigt, at vi gør, hvad vi kan for at beskytte både os selv og vores børn mod stress.

Og der er meget, vi kan gøre!

Men det er måske lige netop udfordringen – der er meget, vi kan gøre.

Meget vi ved ville være godt, men alene mængden af information kan være overvældende og føre til handlingslammelse.

Derfor har jeg lavet denne guide, der indeholder vigtige informationer om børn og stress og ikke mindst, sætter jeg fokus på den vigtigste ting, du kan gøre, som vil hjælpe dit barn til indre ro.

Børn og stress – har du også dårlig samvittighed?

Jeg ved ikke med dig, men jeg får nærmest akut dårlig samvittighed af at høre ordene „børn og stress‟.

Jeg kommer straks til at tænke på alle de mange ting, jeg kunne gøre, men som jeg ikke altid får gjort, som nok ville give mine børn mere ro:

Og det giver mig nærmest åndenød og får mig til at tænke ting som „Er mine børn stressede?‟, „Er det min skyld, de er stressede‟, „Hvad hvis jeg ikke formår at hjælpe dem?‟ og „Hvad skal der overhovedet blive af deres indre og naturlige ro i så hektisk et samfund som vores?‟.

Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der går rundt med denne følelse af magtesløshed og at kunne se, at visse samfundsmæssige tendenser ikke er holdbare for hverken børns eller voksnes trivsel og samtidigt ikke rigtigt ane, hvad jeg skal stille op.

At nedbringe stress vs. at opbygge indre ro hos børn

Hvis dit barn har stærke stresssymptomer, kan det være nødvendigt med en målrettet indsats, men for mig at se, er det utroligt vigtigt, at vi både hvad os selv som voksne angår og også, hvad vores børn angår, bevæger os fra brandslukning med mere eller mindre avancerede stresshåndteringsredskaber til at skabe et liv, hvor vi trives bedre.

Mange af os bruger jo netop meditation og yoga – og det gælder også ofte mig selv – som en måde at overleve en ofte alt for presset hverdag med for meget arbejde, for megen skærmtid, for lidt fysisk aktivitet, alt for lidt udetid og gode sociale fællesskaber.

Det er ikke, fordi jeg synes, der er noget i vejen med mindfulness for børn, børneyoga eller andre tiltag, men hvis børn har gode rammer, har de ikke brug for mindfulness og yoga.

Børn har fra naturens hånd ro i sindet, hvis vi ikke stresser dem for meget.

Det samme gælder desuden voksne.

Gode ydre rammer, giver indre ro, og generelt er det godt at holde hverdagen enkel.

For at bevare en naturlig indre ro har mange danske børn brug for:

• Mere tid til at kede sig og lave ingenting
• Mere tid med voksne, der også slapper af
• Overskuelige sociale miljøer
• Rolige læringsmiljøer
• Mere tid i naturen
• Mere fysisk aktivitet
• Færre ting
• Mindre skærmtid
• Mere struktur og forudsigelighed i hverdagen
• Renere fødevarer – mindre sukker og færre tilsætningsstoffer
• Flere pligter og mere ansvar tilpasset alder

Børn har forskellige stresstærskler

Hvis du har flere børn, så ved du, hvad jeg mener.

Jeg har to børn, og de er meget forskellige.

Det ene barn har en relativt høj stresstærskel og en evne til at håndtere en hel del begivenheder på én dag og også et overskud til at kaste sig ud i diverse aktiviteter – selv efter en dag, der måske allerede har været lang.

Med mit andet barn er det lige modsat.

Her er der en række særlige behov, og som familie bliver vi nødt til at indrette os efter her at tage hensyn til en ret lav stresstærskel, da det ellers kan resultere i adfærdsmæssige og følelsesmæssige reaktioner og også helbredsmæssige konsekvenser.

…og forskellige symptomer

Så hvordan kan du se, om dit barn er stresset?

Det spørgsmål besvares bedst ved at stille dig selv spørgsmålet: „Hvordan ved jeg, at jeg selv er stresset?‟

Ikke fordi, vi altid har de samme stresssymptomer som vores børn, men fordi pointen er, at det sjældent er særligt åbenlyst med mindre, vi har lært os selv at tolke visse signaler som symptomer på stress.

Jeg har arbejdet med stress i en del år, og er der én ting, der går igen, så er det, at vi har svært ved at opdage stresssymptomer i tide, fordi vi overser vigtige signaler.

Hverken voksne eller børn kommer og siger „Jeg føler mig stresset‟ som det første, og børn gør da slet ikke.

Stress hos børn taler gennem kroppen og gennem adfærd, og vi har brug for at lære at lytte.

Typiske symptomer på stress hos børn er:

• Ondt i maven
• Ondt i hovedet
• Uro og hyperaktivitet
• Adfærdsmæssige problemer
• Vredesudbrud og irritabilitet
• Indadvendthed
• Tendens til gråd
• Problemer med koncentration, opmærksomhed og indlæring
• Bekymringer og øget ængstelighed
• Problemer med renlighed
• Problemer med at sove

Så hvad gør man, hvis man står med et barn med væsentlige stresssymptomer?

Hvad gør man, hvis man er en mor eller far, der bare gerne vil hjælpe sit barn bedst muligt?

Der er sikkert flere ting, der skal gøres, men her kommer det vigtigste.

Den vigtigste ting, du kan gøre for at give dine børn indre ro

Min erfaring – både med mine egne børn og andre, jeg kender og har været i kontakt med – har efterhånden lært mig, at det vigtigste, vi overhovedet kan gøre for at hjælpe vores børn til indre ro er stille og roligt at fjerne fokus fra vores børn og pege pilen i retning af: os selv.

Det er utroligt fristende at fokusere på børnene, når det er dem, vi gerne vil hjælpe, men det er altså ikke der, vi skal starte.

Din indre ro eller mangel på samme kan mærkes af dine børn.

Når du finder din indre ro, så smitter det af på dit barn.

Man kan kalde det for “samklang”, og den samklang, du har med dit barn foregår først og fremmest ubevidst og på et kropsligt og følelsesmæssigt plan.

Dit nervesystem og dit barns nervesystem hænger sammen på en mere direkte måde, end du nok normalt forestiller dig.

Det er meget nemt at pege pilen i retning af børnene, når de larmer, er besværlige og har problemer, men det absolut vigtigste er at begynde med at finde din egen ro.

Vi mennesker kommunikerer under radaren via kropssignaler, stemmeleje og alle mulige andre ting, som dit barn ganske automatisk opfatter og tilpasser sig.

Stress smitter, men det gør indre ro heldigvis også!

Det er ikke, fordi børns problemer altid skyldes vores manglende indre ro, men når du sørger for at finde din egen indre ro, så har dit barn en sikker havn at vende tilbage til.

Når du har din egen ro, så kan du også langt bedre bevare overblikket og hjælpe dit barn bedst muligt.

Vi står altså med andre ord med en win-win-situation, hvor det, at du finder din egen indre ro, automatisk vil hjælpe dit barn til at finde mere ro.

Hvordan finder man indre ro?

Indre ro er ikke noget, man finder én gang for alle for så at kunne hvile på laurbærrene resten af livet.

Vi har en tendens til at fremstille det på den måde, men det er ikke virkeligheden.

Indre ro findes og opbygges én dag ad gangen, og der skal mindre til at komme i gang, end du måske tror, hvis du lige nu føler dig meget langt fra din egen ro.

Indre ro er heller ikke et spørgsmål om at være 100% fri af bekymringer, angst eller problemer men et spørgsmål om at arbejde på at få lidt mere indre fodfæste, når vi opdager, vi har mistet det.

Hvis du bare finder 3 % mere indre ro, vil det gøre en forskel!

Der er ikke én men mange veje til indre ro, og du kender dig selv bedst.

Det vigtigste er ikke metoden, men at du hver eneste dag tjekker ind med dig selv, og at du hver gang, du opdager, du har mistet din indre ro gør noget for at finde tilbage til den.

5 minutter hver dag

En praksis på 5 minutter om dagen er et godt sted at starte.

Jeg anbefaler ee meditationspraksis, hvor du i 5 minutter fokuserer på dit åndedræt.

Læg mærke til, hvad der foregår i dine tanker, følelser og din krop og lad dig ikke kapre men vend igen og igen tilbage til åndedrættet.

Gør det så tidligt på dagen, som muligt.

I sengen, inden du er stået op, på badeværelset, i køkkenet, i bilen eller hvornår du nu har muligheden for det.

Gør det først og fremmest før du tjekker din mobil!

At tjekke din mobil som det første er at drive rov på din indre ro – drop vanen, selvom det kan være svært.

Find et sted, hvor du kan være uforstyrret i 5 minutter.

Det vigtigste er, at du er vedholdende, og her er et fast tidspunkt altafgørende.

Et godt tip er at koble din praksis op på en vane, du allerede har som fx efter du har børstet tænder eller før du tjekker din mobil.

Først på dagen er bedst, fordi du så vil tage lidt mere ro med dig ind i resten af dagen, og hvis dit sind og dit stressniveau får for stort momentum i løbet af dagen, er det stort set umuligt at stoppe op.

Jeg er overbevist om, at du vil erfare, at når du finder og holder fast i din egen indre ro, vil det over tid nedbringe dit barns stressniveau betydeligt. 

Din egen indre ro vil også give dig klarhed og gøre det nemmere at foretage valg og prioriteringer omkring dine børns ydre rammer, som igen vil give både dig og dine børn indre ro.

Kærlig hilsen

Birgitte

Ps. Savner du mere ro & samarbejde om morgenen? Så du kan reducere tårer, stress og dårlig samvittighed?

Lær på en times tid, hvordan du giver dine børn lyst til at samarbejde om morgenen.

Du får:

• en times lydfiler, så du nemt kan lytte på farten, i badet eller på gåturen – lige der, hvor det passer dig bedst
• indblik i 3 kerneområder, som du med garanti ønsker at kende til, fordi de er årsagen til, at morgenen går i LORT
• Konkrete håndgribelige og praktiske løsninger til de områder, som du kan anvende med det samme 
• 3 øvelser, der kan ændre din opfattelse af din morgen, dit barn og dig selv, så du kan bremse automatpiloten, inden du rives med
• konkrete forslag til, hvordan du vender en dårlig morgen

Din investering er kun 295 kr. for hele pakken.

Klik på knappen og kom i gang med det samme

Brug for personlig rådgivning og sparring hos erfaren børnepsykolog, så du kan afhjælpe stress hos dit barn?

Måske du også er blevet en kende provokeret over den seneste tids debat omkring, hvordan vi forældre gør vore børn en bjørnetjeneste, når vi gør ting for dem, som de egentligt godt selv kan?

Provokeret, tænker du, hvorfor dog det?

Det er jo sandt, at vores børn skal gøre alt det, de kan selv for at udvikle selvhjulpenhed og viljestyrke. Og du har ret. Børn vokser af at opdage, at det de ikke kunne før, det kan de nu. Børn lærer ved at øve sig igen og igen.

Det er også sandt, at det er godt at lade børn bøvle lidt med det, der er svært. At vi som forældre ikke skal fare ind og tage over, når dit barn forsøger at løse et problem med f.eks. en dum lynlås, der driller.

Børn lærer at blive ved, når livet bøvler, hvis vi giver dem lov til at opdage, at de kan mestre svære situationer.

Så langt så godt… hvad er det så lige, der er galt med debatten i tiden?

Mit problem opstår altid, når debatten bliver for sort/hvid eller kategorisk, om du vil. For mig at se, bliver risikoen ved at komme med bombastiske statements, så som ”Børn skal gøre alt det, de kan selv!”, at vi som forældre bliver ufleksible i vores tilgang, og på den måde kan komme til at sætte hårdt mod hårdt.

Forestil dig denne situation (som for eksemplets skyld er let karikeret!):

Du kommer glad hen i børnehaven for at hente dit barn efter en dag på job. Dit barn ser dig og bryder sammen i gråd. Du får trøstet dit barn, der småsnøftende går med dig i garderoben. Her beder du dit barn om at tage tøj på. Det plejer dit barn altid at gøre uden problemer, så de kan dit barn også i dag, tænker du. Men men dit barn bryder igen grædende sammen og lægger sig på gulvet.

Hvad gør du i situationen?

Du står nu overfor 2 veje at gå: den ene vej, hvor du holder fast i at dit barn jo teknisk set sagtens selv kan tage sin jakke på og den anden, hvor du vælger at hjælpe dit barn i tøjet, fordi du kan se, at i dag kan det ikke lykkes.

Lad os tage den første vej sammen i tankerne:

Du vælger at holde fast i dit krav, for du vil simpelthen ikke være en curling-mor, der gør alting for dit barn. Du tænker også på, hvad pædagogerne mon tænker, hvis de ser, at du giver slip på kravet.

Man skal være en tydelig forælder, der står ved det, man har sagt, høre du dig selv sige indeni… Så du holder fast og dit barn ligger fortsat på gulvet og græder… du kan mærke, hvordan din egen tålmodighed er ved at slippe op. Du vil faktisk bare gerne hjem og slappe af.

Du stiller igen dit krav, men denne gang med en lidt skarpere tone i din stemme. Det hjælper ikke, og du bliver nu irriteret indeni. Kom nu bare, tænker du! Det ender med, at du propper dit barn i jakken og trækker et grædende barn med ud i bilen.

Den følelse, du sidder med, da du trækker vejret dybt i bilen, er garanteret ikke en følelse af at være en god og tydelig forælder, vel?! Jeg gætter på, at du nok mærker afmagt og tristhed over, at det gik, som det gik.

Du ønskede det jo slet ikke at blive irriteret og sætte hårdt mod hårdt.

Hvad lærte dit barn egentligt i denne situation? Situationen endte jo med, at I begge tabte!

Jeg er klar over, at mit eksempel er karikeret, og hvis du ikke kan genkende dig selv i det, så prøv at forestil dig en anden situation, hvor du stiller et krav, som du egentligt godt ved, at dit barn ikke kan lykkes med, men du holder fast.

Du vil IKKE være en curling-forælder, der servicerer dit barn!

Mit problem ligger i den ufleksible tilgang til at stille et krav, som sætningen: ”Børn skal gøre alt det, de kan selv!” kan bidrage til.

Hvem afgør om barnet er i stand til at honorere et krav?

Det gør vi som voksne jo. Vi ser på barnet udefra og tænker, at det kunne mit barn i går, så det kan det også i dag. Problemer er, at børns dagsform kan svinge og at børn også bliver påvirket af sult, træthed, overstimulering osv.

Og det er her den egentlige udfordring kommer: I min optik må vi som forædler være sensitive overfor vores børns evne til at honorere et krav. Vi må spørge os selv, om der er ting, der lige i denne situation forhindrer vores barn i at leve op til kravet?

Jo mere fleksible vi, som forældre kan være – jo mere samarbejde vil vi opnå!

Jamen, vi skal jo være tydelige og stille krav, ik?

Jo, det skal vi, men vi skal OGSÅ tage hensyn til vores barns selvfølelse og oplevelse af at være et respekteret individ. Det viser vi vores børn, når vi er medfølende og empatiske. Når vi hjælper vores børn i en svær situation og ikke trækker os væk og lader vores barn alene om at bøvle.

Hvis vi sætter hårdt mod hårdt vil situationen med al sandsynlighed eskalere og en konflikt bliver uundgåelig.

Vi må stille gode krav, som betyder, at vores børn kan lykkes med det, vi beder dem om.

Måden du stiller kravet på er afgørende for om dit barn samarbejder. Du kan sagtens udvise forståelse for at det er svært at honorere kravet og dermed ikke sætte hårdt mod hårdt uden, at du er en curling-forælder.

Du kan endda gå så langt som til at holde jakken og så lade dit barn tage armene ind. Du sætter lynlåsen sammen og barnet lyner resten af vejen.

På den måde samarbejder du og dit barn om at lykkes med kravet eller opgaven, om man vil: at tage jakke på!

Når I har gjort dette tilpas mange gange vil opgaven være automatiseret, og dit barn kan selv tage jakke på, måske endda også, når barnet er træt.

Min pointe er denne:

Vi må medtænke de omkringliggende faktorer, der kan påvirke vores barns evne til at leve op til de forventninger vi har. Hvis dit barn ikke kan, må du som forælder gentænke dine egne forventninger om, hvad dit barn i din optik bør kunne.

Vi skal stille krav til vores børn, men det skal være krav, som de kan lykkes med, så de får oplevelsen af at mestre og klare ting.

Børn gør det godt, hvis de kan… Så nej, du gør ikke dit barn en bjørnetjeneste, hvis du hjælper dit barn med noget, som det egentligt godt kan på en dag, hvor kræfterne er sluppet op. Du er en medfølende og empatisk forælder, der medtænker dit barns situation.

Du er i min optik en god rollemodel, der viser dit barn, at det er godt at hjælpe hinanden og tage hensyn.

Måske sidder du nu og tænker: „Jamen, mit barn vil bare ikke uanset, hvordan jeg så stillet mit krav!… det gør mig, SÅ vred, og jeg kommer til at skælde ud, selvom jeg slet ikke ønsker det… jeg er nogle gange ved at få pip!… Så skælder jeg ud og får Så dårlig samvittighed bagefter…. HJÆLP – jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal stille op!‟.

Hvis du gerne vil lære, hvordan du kan stille et godt krav og samtidigt selv bevare roen, så tjek mit online foredrag på onsdag d. 26. april kl. 19-20.30 ud – din investering er kun 95 kroner.

Ps: Fortvivl ikke, hvis tidspunktet ikke passer dig. Foredraget vil nemlig blive optaget og sendt ud efterfølgende, så du kan downloade det til evig eje. Så kan du se det lige, når det passer dig allerbedst. 

„Mor med stress… Kan man få stress af at blive og være mor, tænker du måske? Det burde da være det mest naturlige…. jeg mener, vi er jo biologisk set programmerede til at være mødre‟. Hvorfor er det så lige, at det kan være så forbandet svært at få enderne til at nå sammen og skabe et hverdagsliv i balance?

Advarsel: du vil muligvis opleve, at mine tone er temmelig bestemt og en anelse alvorlig i dette indlæg… kærlig, men bestemt! Det er mig magtpåliggende, at du virkeligt bliver rusket, så du ændrer kurs og begynder at tage dig bedre af dig selv.

”Jamen, jeg klarer det jo fint selv om, jeg godt kan mærke, at jeg er SÅ træt, tænker du måske. Jeg skal jo klare den… jeg må bare tage mig sammen… kæmpe endnu mere”.

Og helt skjult i dit inderste er der en stille stemme, som du nogle gange tillader at blive lidt tydeligere. Det er den stemme, der kærligt men bestemt stiller dig spørgsmålet om, hvor længe det mon kan fortsætte i det tempo og på den måde, som du lever lige nu.

Hvor længe kan du lege supermor og tro, at det ikke har nogle omkostninger?

Hvor længe kan du bruge flere ressourcer end du fylder på?

I dette blogindlæg vil jeg give dig 7 tegn på, at du er i det, jeg vil kalde ”det gule stress felt”. Det er feltet, hvor du skal til at passe bedre på dig selv, end du gør lige nu. Det er feltet, hvor du mærker fysiske og mentale symptomer på, at udmattelsen kommer snigende mere og mere.

I lægefaglige termer er det regulære moderate stresssymptomer, du mærker, som du skal tage alvorligt.

7 tegn på, at du er i det gule stressfelt:

• Du sover dårligere, end du plejer. Måske har du svært ved at falde i søvn og blive i en god afslappende søvn? Du føler dig langt fra udhvilet, når du vågner om morgen
• Du er træt og mangler energi
• Du farer lettere op og har generelt en kortere lunte
• Du har lettere til tårer end du plejer
• Du trækker dig væk fra andre og putter med dine tanker
• Dine tanker banker konstant rundt i hovedet og du har svært ved at ”slukke”
• Du mærker en uro indeni og en rastløshed i kroppen

”Åh, hvor føler jeg mig ramt… jeg kan kende mig selv i den liste… men der er altså ikke lige plads til, at jeg plejer mig selv. Der er så mange andre behov, der først skal opfyldes. Mine egne behov må altså vente. Sådan er det da at være mor, er det ikke?”

Både ja og nej: det er naturligt, at du når du føder dit første barn oplever en omvæltning af din verden og i en periode må tilsidesætte dine behov fuldstændigt. Det er klart at det lille spædbarn ikke kan vente.

Problemet opstår, hvis du fortsætter med at tilsidesætte dine egne behov 100%, som om dit barn fortsat i en alder af 12 år kræver det samme, som da han/hun var spæd….

Du risikerer at brænde ud og dit barn risikerer at blive et barn, der ikke bliver rustet til at klare sig selv, simpelthen fordi du helt tiden er der til at servicerer. Dit barn kommer ikke til at udholde små frustrationer og bliver dermed ikke forbedret på at klare livet store frustrationer. Dette kan potentielt set blive et temmeligt hårdt liv!

Og det ved jeg med sikkerhed, at du ikke ønsker for dit barn.

Risikoen for dig er, at du langsomt, men sikkert glider ind i det røde stress-felt. Typiske tegn på det røde felt er:

• Du glemmer ting og har svært ved at holde den røde tråd i en samtale
• Du er mentalt fraværende og bruger måske din telefon mere end du egentligt har lyst til
• Du er aggressiv og kan faktisk slet ikke genkende dine egne reaktioner
• Du orker ikke at være sammen med andre mennesker – heller ikke dine egen børn
• Du har fysiske symptomer (ringen for ørerne, eksem forværres, forhøje blodtryk, mave-tarmproblemer og kronisk søvnbesvær)
• Du spiser for meget eller glemmer at spise
• Du har et øget forbrug af stimulanser (Cola, nikotin, alkohol)

Hvis du kan genkende dig selv på denne liste, så SKAL du søge læge med det samme.

Du skal stoppe op lige nu og tag kontakt. Du er ramt af alvorlig og potentielt set invaliderende stress. Resten af dette blogindlæg er ikke til dig.

”Åh, sikke dog et pessimistisk og sortsyn den liste frembringer… jeg kan simpelthen slet ikke forholde mig til at skulle lave alt muligt om i mit liv, for ikke at ryge over i det røde felt! Er du egentligt ude på at skræmme mig?”

Både ja og nej: jeg ønsker ikke at skræmme livet af dig, men jeg ønsker, at du SKAL begynde at tage dig selv og dine signaler fra kroppen alvorligt.

Jeg har været der, hvor jeg overhørte alle de i bagklogskabens klare lys meget tydeligt signaler. Jeg har i alt for mange år levet i det gule felt. Indtil den dag, hvor min krop sagde stop. Det ønsker jeg ikke skal ske for dig!

Nu er jeg taknemmelig over, at min krop var så hjælpsom, men dengang var jeg så fyldt op af skam over ikke længere at kunne klare den. Jeg måtte trække stikket fuldstændigt og sygemelde mig.

Hvis du har fulgt mig igennem en længere periode, vil du vide, at det blev til en længere sygemelding og en fyring oveni hatten.

De første 3 måneder havde jeg det virkeligt skidt. Jeg græd og orkede intet. Livet var slået helt i stykker og jeg kunne slet ikke se en vej videre.

Det påvirkede min selvopfattelse, og jeg fik virkeligt gang i den indre kritiske slavepisker.

Hvis jeg var dig (og mig selv og kunne spole tiden tilbage til før min sygemelding), så ville jeg ikke turde gamble med, hvor længe det kan fortsætte. Jeg ville i en idealistisk drømmeverden have så megen kærlighed til mig selv at jeg ikke nåede derud hvor min krop måtte tage over og på bedste autonome vis kollapse.

Øvelse til selvrefleksion:

Så prøv lige nu at stoppe op. Tag 2 minutter, hvor du tillader den lille stille indre stemme at få plads.

Hvad er det egentligt den prøver at sige til dig?

Hvor er du henne i dit liv lige nu?

Er du for det meste i det grønne felt, hvor du er god til at passe på dig selv og tanke op?

Eller er du alt for ofte og måske det meste af tiden i det gule felt, hvor du egentligt godt ved at det ikke holder i længden?

Jeg har lavet nedenstående model, så du kan danne dig et overblik over, hvor du er lige nu. Modellen kan bruges til at få konkrete ideer til, hvad du kan og vil ændre med udgangspunkt i de ting, der fungerer godt.

Hvad stiller du op, når du har konstateret, at du er i det gule stress felt?

1. Lær dit stressmønster og dine symptomer at kende
2. Find ud af hvad der stresser dig, og hvad der giver dig glæde
3. Bed om hjælp
4. Dyrk og styrk dit familiære og sociale liv
5. Prioriteter – sig til og fra – og drop perfektionismen

(Kilde: Stressforeningen.dk)

Din vej videre

Hvis du synes, at det er alt for uoverskueligt at vende skuden på egen hånd, så tjek min medlemsklub ud – De Gode Nok Mødres Medlemsklub.

I klubben vil jeg guide dig igennem din proces imod at blive bedre til OGSÅ at tage dig godt af dine behov samtidigt med at du får mere overskud, energi og lyst til at være der for dine børn. 

For det er jo ikke et enten eller… altså enten dig 100% og 0% til dine børn eller omvendt dine børn 100% og 0% til dig. Det handler om at etablere et BÅDE OG, så der er plads til både dine og dine børns behov.

Og det er muligt at nå derhen, hvor du har ro i maven, når du prioriterer dig selv.

Du har god samvittighed, når du gør noget for dig selv.

Det kræver mod, vilje og gode metoder, men det er muligt at lære at tage vare på dig selv. Pas godt på dig selv, så du bliver langtidsholdbar.

Tjek klubben ud lige her og læs om, hvad andre Gode Nok Mødre får ud af at deltage:

Som forældre vil vi gerne, at vores børn er venlige. Vi vil, at de bliver socialt kompetente og venlige væsener, der kan tilgodese andres behov ud over deres egne.

Vi vil gerne, at de får venner og kan sige til og fra.

Der er jo ingen af os forældre, der sætter os for at opdrage børn, der ikke opfører sig venlige og opfører sig som om, de er universets centrum.

Som forældre vil vi gerne tænke om os selv, at vi er med til at fostre imødekommende og venlige børn, men faktisk viser et studie, at vi som forældre er meget mere optagede af, hvad vores børn præstere, end om de udviser omsorg og er venlige overfor andre (iflg. Studie fra 2014: Psykolog ved Harvard, Richard Weissbourd, Projekt ”Making Caring Common”).

Og jo jo, det er jo amerikanske forældre, der er målet i denne undersøgelse, men prøv at se dig selv i øjnene og spørg dig selv, hvad du vægtlægger mest? Præstation, som f.eks. gode karakterer eller venlighed, som f.eks. at dele sin madpakke med en klassekammerat eller hjælpe en ven i nød. Prøv at vær så ærlig som muligt.

Hvis du er nysgerrig på, hvordan du kan styrke venlig og prosocial adfærd hos dit barn, så læs videre.

”Børn bliver ikke født enten gode eller onde, og vi må aldrig opgive dem. De har brug for voksne, der kan hjælpe dem med at blive omsorgs- og respektfulde”, skriver forskerne.

Forskningen kommer med 4 måder, hvorpå du kan opdrage venlige børn, der har omsorg for andre:

1. Gør det at have omsorg for andre til en prioritet:

Hvorfor? Fordi børn har brug for at lære at balancere deres egne behov med andres behov, uanset om det drejer sig om at spille bolden videre på fodboldbanen eller hjælpe en ven imod mobbere. Du har sikkert mødt et barn, der ikke kan tage hensyn og indgå et i et fællesskab, ik?! Det er super nemt at blive så træt af et barn med sådan en adfærd.

Men børn gør det godt, hvis de kan! Hvis de ikke kan er det fordi, de endnu ikke har lært det! 

Hvordan? Dine børn har brug for at høre fra dig, at det at hjælpe andre er en topprioritet. Det handler om at holde børn op på en høj etisk standard, f.eks. at holde, hvad de lover, selvom det vil gøre dem kede af det. F.eks. er det væsentligt at bede dit barn om at tænke på deres commitment overfor deres holdkammerater, hvis de ønsker at stoppe til fodbold.

Opfordre dem til at løse deres problemer, inden de giver op. Vis dem, hvordan problemer kan løses og hjælp dem til at finde en god løsning. Det afgørende i al problemløsning er, at dit barn oplever sig set, hørt og forsøgt forstået, fordi der bag ethvert problem ligger et behov,d er endnu ikke er mødt. Hvis du kan lære dit barn at se efter det umødte behov, vil du ruste dit barn til at liv med god problemløsning.

Prøv dette:

• I stedet for at fremhæve at det vigtigste er, at barnet er glad, så sig: Den mest vigtige ting er, at du er venlig overfor andre!”
• Lær dine store børn at tale respektfuldt til andre også, når de er trætte, distraherede eller vrede.
• Læg vægt på omsorg for andre, når du interagerer med andre nøglepersoner i dit barns liv. Spørg f.eks. dit barns lærer hvordan dit barn klarer sig socialt.

2. Skab muligheder så dit barn kan øve sig på at udvise venlighed, omsorg og taknemmelighed:

Hvorfor? Det er aldrig for sent at blive en mere venlig person, men det kommer ikke til at ske af sig selv. Børn har brug for at øve sig på at være venlige og omsorgsfulde overfor andre og udvise taknemmelighed overfor dem, der har omsorg overfor dem.

Hvis dit barn har en søskende, kan der øves meget i denne nære relation. „Åh ja‟, tænker du måske, „men mine børn de skændes hele tiden. Jeg må være på hele tiden for ellers går det galt‟. Konflikter mellem søskende er uundgåelige og faktisk også nødvendige.

Din rolle er ikke at være dommer (hvilket vi meget nemt kan ryge i, når der er konflikt), men tænk dig selv som mægler. Lyt til begges perspektiver og hjælp dem hver i sær med at finde på gode løsninger sammen. Lav herefter en aftale mellem børnene, som begge er tilfredse med. Denne tilgang kan øves igen og igen, indtil de selv kan begynde at bruge tænkningen.

Forskning peger på, at mennesker, der udviser taknemmelighed er mere hjælpsomme, generøse, medfølende og tilgivende, og det er også mere sandsynligt, at de er glade og sunde.

Hvordan? At lære at udvise venlighed og omsorg overfor andre er ligesom at lære at cykle. Daglig repetition gør det at hjælpe andre til en vane. At lære at udtrykke sin taknemmelighed kan også øves, og dermed blive til en god vane.

Du kan hjælpe dit barn til at udvise taknemmelighed ved selv at være den gode rollemodel, f.eks. ved at sige tak, når dit barn gør noget for dig eller tager sin tallerken over til vasken efter måltider. Du kan også tale med dit barn om de ting, dit barn og du selv er taknemmelig for.

Prøv dette:

• Lad vær med at belønne selvfølgelige ting i hjemme, som f.eks. at bære sin egen tallerken over til opvasken. Vi skal forvente at vores børn hjælper til i huset og kun belønne uventede venlige handlinger. Men tænk på, at dit barn ofte gør, som du gør og måske ikke altid, som du siger, så derfor: husk selv at sig „Tak‟, når dit barn har gjort noget godt, også selv om det er en selvfølgelig ting.
• Tal med dit barn om venlige og uvenlige handlinger, som de måske har set på tv – tal om, hvad der er retfærdigt og uretfærdigt.
• Gør taknemmelighed til en daglig rutine, f.eks. kan man lave en runde ved aftensmåltidet. Udtryk selv din egen taknemmelighed over dem der bidrager positivt til dit eget liv på små og store måder.

3. Vær selv en stærk moralsk rollemodel og mentor:

Hvorfor? Børn lærer etiske værdier ved at kigge på hvordan de voksne, som de respekterer, handler. De lærere også værdier ved at tænke etiske dilemmaer igennem med en voksen, som f.eks. ”Skal jeg invitere en ny nabo med til min fødselsdag, selv om min bedste ven ikke kan lide personen?”

Hvordan? At være en moralsk rollemodel og mentor betyder, at vi selv må praktisere ærlighed, fairness og omsorg. Men det betyder ikke, at vi skal være perfekte hele tiden. For at dine børn kan komme til at respektere og have tillid til dig, må du anerkende dine egen fejl og mangler.

Vi må også respektere vores børns tænkning og lytte til deres perspektiver – på den måde viser du dem, hvordan du gerne vil have, at de er overfor andre.

Prøv dette:

• Lav frivilligt arbejde – gerne noget, der involverer dit barn. Du kan f.eks. melde dig som indsamler for en nødhjælpsorganisation.
• Giv dit barn et etisk dilemma ved middagsbordet eller spørg dit barn om dilemmaer, som de oplever.

4. Guid dine børn til at håndtere alle følelser – også de destruktive:

Hvorfor? Når dit barn overvældes af vrede, skam, misundelse eller andre negative følelser, kan evnen til at drage omsorgs for andre dale, simpelthen fordi dit barn kommer i sine følelsers vold. Når dit barn er i det røde felt, vil det kun have sin egen interesse for øje. Dit barn er ude af sig selv og kan dermed ikke tænke klart og fornuftigt.

Hvordan? Børn har brug for at lære, at ALLE følelser er okay, men at der er forskellige mere eller mindre hjælpsomme måder at håndtere dem på. Dine børn har brug for din hjælp til at regulere og håndtere sine følelser på en konstruktiv måde. Jo yngre et barn du har – jo mindre evne til at bevare selvkontrol, når følelserne begynder at stige.

Når dit barn ryger i sine følelsers vold, er din fornemmeste opgave at bevare roen og være „vikarierende fornuft‟. Det er min erfaring, at dette er noget af det sværeste for os forældre, simpelthen fordi vi rammes af magtesløshedsfølelse, når vores barn raser. Følelser smitter og derfor kan vi med vores egen affekt komme til at eskalere situationen endnu mere.

Prøv dette:

Her er en enkel måde at lære dit barn at falde til ro, når de stærke følelser bruser. Metoden kan kaldes „trafikslys-metoden‟

Lær dit barn at:

• Stoppe op (rødt lys)
• Tage en dyb indånding gennem næsen og ud gennem munden og tæl til 5 (gult lys)
• Tænke og handle (grønt lys)

Det er afgørende at øve det, når dit barn er i ro. Når du ser at dit barn er på vej op i det gule felt, kan du minde hende om de 3 skridt og lave dem sammen med hende. Efter noget tid vil dit barn selv begynde at bruge trinene, så hun lærer at udtrykke sine følelser på en hjælpsom og passende måde.

Hvis du synes, at det er lettere sagt end gjort, og du gerne vil vide mere om, hvordan du konkret kan hjælpe dit barn med at regulere og håndtere sine følelser, så afholder jeg lørdag d. 28/1 2017 en live workshop i Gedved (ved Horsens).

Dit udbytte af workshoppen:

• kendskab til konkret og effektiv metode til reduktion og håndtering af dit barns stærke følelser, især vrede
• ideer til konkrete tiltag, som du kan tage i brug med det samme
• skabelon til en konfliktplan, så du kan sikre, at det ikke sker igen
• konkrete redskaber, så du kan træne din egen ro midt i de brusende følelser

På den måde kan du skabe mere ro og samarbejde i din familie og lære dine børn at udvise venlighed og taknemmelighed.

Du kan læse mere om workshoppen og sikre dig en plads her:

Kilde:

https://www.washingtonpost.com/news/parenting/wp/2014/07/18/are-you-raising-nice-kids-a-harvard-psychologist-gives-5-ways-to-raise-them-to-be-kind/?utm_term=.c9443fae5e5f