Børn der trives

Der er kommet et spørgsmål om vredesudbrud i skolen på Facebook, som sætter spot på et potentielt dilemma: hvordan kan man, som forælder tage ansvar, når man ikke har direkte indflydelse på, hvad der foregår i skolen? Altså hvordan kan man som forælder være med til at sikre, at et vredesudbrud forebygges og dermed ikke opstår igen?

En mor skriver: ”Kære Anne Halkjær. Min søn har vredesudbrud i skolen og lejlighedsvis til sport, men ikke derhjemme. Så jeg er sjældent i det miljø, der “trigger” ham. Kan jeg hjælpe ham alligevel? Hilsen Mie”.

Mit svar:

Kære Mie,

Tak for dit meget relevante spørgsmål, som jeg her vil give et uddybende svar på.

Jeg tænker, at der er flere forældre, der kan nikke genkendende til den problemstilling, du rejser. For som du selv skriver, så er vi som forældre der jo sjældent i det miljø, der trigger vores børn.

Indgå i dialog

Din fornemmeste opgave som mor er i at indgå i en dialog med skolen, og det er også netop ved at gøre dette, at du kan tage ansvar og forsøge at gøre din indflydelse gældende, selv om du ikke er tilstede, når vreden kommer.

Se bag om adfærden

Formålet med dialog skal være orienteret mod opnåelse af en større forståelse af din søn og hans reaktioner. Det er afgørende med hvilke ”briller”, I ser din søn. Er han besværlig med vilje? Vil han bare ikke være i ro i skolen? Eller kan han ikke? Er der simpelthen noget, der bliver for svært for ham?

Det er meget nemt at komme til at tænke, at der må være noget galt med ens barn, når det ikke gør det, der bliver forventet og har en problemskabende adfærd. Men det er yderst ineffektivt at lægge problemet ind i barnet, fordi vi så vil forvente, at det er barnet, der skal ændre sig. Det er en faktor, som vi ikke har indflydelse på. Det, vi har indflydelse på, er at tilrettelægge et miljø, der ikke trigger barnet. Vi har indflydelse på vores egen holdning, vores måde at tale med barnet og den måde, vi møder barnet på.

I Low Arousal metoden tages der altid udgangspunkt i, at ethvert barn gør det bedste, det kan i en given situation. Hvis et barn ikke gør det, der bliver forventet, må de voksne omkring barnet kigge på omkringliggende faktorer: struktur, regelmæssighed, ro, relation, krav og spørge sig selv om, hvad der kræves af et barn, som det endnu ikke magter.

Skab fælles forståelse

Det er afgørende, at I via en dialog, hvor alle de forskellige perspektiver og oplevelser kommer på banen, opnår en fælles forståelse af den adfærd, din søn udviser. Dermed kan I få et fælles fokus på det, der trigger ham. En væsentlig pointe er, at I skal undgå, at det bliver en kamp om, hvorfor der er forskel på hans adfærd i de 2 forskellige sammenhænge. Årsagen er, at det netop er 2 forskellige kontekster med mange forskellige krav. F.eks. er der meget mere ro i et hjem, end der nogen siden kan skabes i en skole, simpelthen fordi der er flere mennesker samlet på et sted. Så rammerne og kravene er forskellige. Derfor er det okay at konstatere, at din søn agere forskelligt i de forskellige miljøer og så se på de muligheder, der er i skolen, for at møde din søn med krav, han faktisk magter.

De krav skolen stiller

En måde at gå ind i dialogen på er at kigge på de krav, som der stilles til din søn, når han er i skole. Med krav mener jeg ikke kun, det lærerne beder ham om at gøre.

Et krav er også at kunne forstå lange beskeder, at kunne huske, mens man tænker, at beregne årsag virkning i komplekse sammenhænge, at kunne være fleksibel i sin tænkning, at kunne stoppe sig selv og sin egen impuls, at kunne sidde stille og lytte, at kunne strukturere, planlægge og gennemføre aktiviteter, at være udholdende, at kunne sige PYT osv. osv. Hvilke krav bliver der stillet til færdigheder, som din søn endnu ikke mestrer?

Konflikter kræver konkrete handleplaner

På baggrund af den fælles forståelse og indsigt i de krav, der stilles, skal der laves en konkret handleplan, som netop tager højde for at sikre, at situationen, hvor din søn har reageret med vrede, ikke opstår igen. Hvordan kan lærere, pædagoger og du som mor ændre på omstændighederne i din søns skoledag? Hvordan kan det, der trigger ham ændres? Det kan her være godt at kigge på din søns dag som helhed. Er han for meget “på arbejde” hele vejen rundt?

Grøn-gul-rød-modellen

En ganske nem og effektiv metode til at kigge på din søns adfærd og få fælles fokus er ved at bruge denne model.

Modellen skal især bruges til at få øje på det gule felt (eskalering af følelser). Der er rigtigt mange forældre og lærere, der fortæller, at ”vreden kommer ud af det blå luft” og ”som lyn fra en klar himmel”.  Det er muligt, at det gule felt er meget kort, og dermed svært at få øje på, men der vil altid være noget, der trigger, og dermed udløser affekten.

I det grønne felt er der hverdag og din søn er i ro. Han er glad, afslappet, samarbejdende og tilfreds.

Mellem det grønne og det gule felt er der noget, der ”trigger” og hans følelsesmæssig niveau stiger gradvist over tid. Han bliver måske urolig, irriteret, indelukket, stille, eller drillende.

Som tiden går stiger det følelsesmæssig niveau og en eksplosion er uundgåelig. Når din dreng er i et røde felt, er han i følelsesmæssigt kaos og kan ikke nåes. Det er derfor afgørende, at han gives tid til at køle ned igen. Du kender det fra dig selv: når dine følelser stiger, og du bliver vred, kan det være nemt at komme til at sige og gøre ting, som du bagefter fortryder. Du er simpelthen i dine følelsers vold og ude af dig selv!

Når din søn igen er i ro og i det grønne felt, kan det være gavnligt at tage en snak med ham om, hvad han i en fremtidig situation kan gøre for at undgå at eksplodere. Det er meget væsentligt ikke at grave tilbage og rode rundt i, at han skal erkende, hvad han gjorde galt. Dette vil kun vække skyld, der hindrer den gode konstruktive dialog om alternative handlemuligheder.

Modellen som handleplan

Under den diagonale streg kan man skrive, hvordan man ser, at barnet er i henholdsvis grøn, gul og rød. Simpelthen for at få øje på den stigende affekt. Formålet er at undgå at din søn eksploderer, fordi han dermed mister selvkontrollen, hvilket er meget angstprovokerende (hvilket det i øvrigt er for alle mennesker – ikke kun børn!).

Over den diagonale streg kan man skrive ideer til, hvad man konkret kan sætte ind med, når følelserne stiger. Det er godt at få blik for, hvad der hjælper din søn til at være i ro og afslappet (det grønne felt). Hvad der, når han er i det gule felt, kan bringe ham tilbage i det grønne felt? Og endeligt: hvad der skal gøres konkret, når han er i det røde felt.

Samarbejdsbaseret problemløsning:

”Jamen, skal han da ikke lære at opføre sig ordentligt?” kan mange måske sidde og tænke. Og jo, det vi gerne vil med metoden, er at hjælpe med at udvikle de færdigheder, som barnet endnu ikke magter. Der er ingen, der vinder ved at sætte hårdt mod hårdt – det vil kun medføre en masse konflikter og potentielt voldsom adfærd.  Barnet vil ikke lære at opføre sig ordentligt af sig selv, men ved at rammen som barnet gives hjælper ved at kompensere og støtte barnets udvikling.

En konkret metode til at få barnet til at samarbejde omkring en given problemstilling er udviklet af Ross. W, Greene, der har skrevet flere bøger om, hvordan vi kan opnå bedre samarbejde med vores børn.

Metoden hedder samarbejdsbaseret problemløsning og er som navnet indikere baseret på et samarbejde mellem barnet og den voksne, hvilket kræver gensidig tillid, varme og respekt. Pointen er, at for at opnå en holdbar løsning, så må begges anliggende, altså det den voksne gerne vil, og det barnet gerne vil, opfyldes. Denne tilgang kaldes Plan B og handler om at finde den fælles bedste løsning, hvor begge vinder.

For en uddybning af metoden kan jeg varmt anbefale bøgerne, især ”Det eksplosive barn”. I bogen beskrives, hvordan metoden kan sættes i værk – trin for trin.

Fra teori til praksis

For at kunne omsætte teorien til praksis er det afgørende, at der sker et perspektivskifte fra at se på din søn som en, der ikke vil, til at se ham som en, der ikke kan. Denne øvelse er slet ikke så nem, fordi vi ofte er vant til at tilskrive den adfærd, vi ikke forstår en negativ intention. Når vi ikke kan få øje på det, der driver adfærden, så er det nemt at komme til at tænke ”han bare er ude på at provokere” og ”jeg har jo sagt det tusind gange!” osv.

Derfor kan det være gavnligt at få en professionel med på banen for dels at kunne få objektive faglige øjne på en given problemstilling, men også få en kontinuerlig proces, hvor tiltag implementeres, evalueres og justeres.

Min erfaring

Jeg har i mange år arbejdet i folkeskolen, hvor jeg har hjulpet lærere og pædagoger med at få øje på det, der endnu ikke er lært, og det der trigger. Jeg har indgående kendskab til metoden, både i teori og praksis. Jeg ved, at det med engagement og hårdt arbejde kan lade sig gøre at ændre sit syn på et barn. Dermed bliver det muligt at ændre på sin egen adfærd og iværksætte initiativer, der støtter og udvikler barnet, så eksplosioner forebygges og dermed reduceres.

Jeg tager fortsat gerne ud og hjælper i denne proces. Kontakt mig og lad os få en snak om, hvordan jeg kan bidrage med faglige perspektiver og konkrete redskaber i en given problemstilling. Det kan være ved oplæg med efterfølgende debat, iagttagelse af praksis med efterfølgende forslag til tiltag og proces eller som supervision af fagligt personale, både på individ og gruppeniveau.

Så kære Mie, jeg håber, at mit uddybende svar har givet dig konkrete ideer til, hvordan du kan hjælpe din dreng også, når du ikke er tilstede.

De bedste hilsner fra Anne 

Kontakt mig her: http://medhinanden.dk/kontakt-mig/

Litteratur:

Greene, Ross. W. (2015): Fortabt i skolen. Forlaget Pressto.

Greene, Ross. W. (2005): Det eksplosive barn. Forlaget Pressto.

Hejlskov, Bo. (2003): Adfærdsproblemer i skolen. Dansk Psykologisk Forlag.

Hejlskov, Bo & Wiman, Tina (2016): Rabalder i børnefamilien. Dansk Psykologisk Forlag.

Overskriften er et af principperne i low arousal metoden. Low arousal metoden er et effektivt redskab til at håndtere og reducere konflikter og vredesudbrud hos dit barn. Metoden lægger op til, at dit barn gør det bedste, det kan i en given situation.

Hvis dit barn ikke gør det, som du forventer, må du som voksen kigge på omkringliggende faktorer, f.eks. om det krav, du har stillet er for langt fra det, som dit barn faktisk magter. Ansvaret ligger alene hos dig som forælder i forhold til at forebygge, at en lignende situation opstår en anden gang.

Min oplevelse er, at nogle forældre kan komme til at tænke: “Jamen, skal hun da ikke bare høre efter, når jeg nu har sagt det?”

Og jo, det er vores opgave som forældre at hjælpe vore børn til at kunne modtage et krav og efterfølge det. Spørgsmålet er, hvordan du bedst lærer dit barn “at opføre sig ordentligt”?

Princippet om, at Børn lærer ingenting af at mislykkes bygger på neuropsykologisk forskning, der peger på, at børn under 11 år lærer af at lykkes (du kan læse mere om forskningen her: “Rabalder i børnefamilien” af Hejlskov & Wiman, 2016).

Teorien er, at vi lærer af afvigelser fra det normale. Når børn er små mislykkes de hele tiden, hvorfor det er det almindelige for dem – tænk bare på det helt lille barn, der er ved at lære at gå. De falder hele tiden, men rejser sig op igen og igen. Pludseligt er der noget, der lykkes: det lille barn formår at holde balancen, selvom det er lige ved at falde. Derfor lærer små børn af, at noget faktisk lykkes for dem, fordi det er en afvigelse fra normalen.

Det betyder i praksis, at en irettesættelse af et barn under 11 år ikke vil have den effekt, du ønsker, nemlig at barnet så lærer at lade være med den uønskede adfærd.

Et helt konkret og effektivt redskab er derimod, at du fortæller dit barn, hvordan det kan gøre næste gang for at lykkes.

Når du så kan se, at dit barn faktisk forsøger at gøre, som du har foreslået, så kan du understøtte dit barn ved at rose indsatsen. Prøv at have fokus på det, der lykkes, selvom der også samtidigt er ting, der endnu ikke lykkes for dit barn.

Du kan f.eks. sige: Jeg kan se, at det er lidt svært lige nu – godt, at du bliver ved med at prøve. Når du øver dig, bliver du langsomt bedre”.

“Jo mere det går galt for en, jo mindre lærer man af det. Det indebærer at indvendiger som “hvis vi tilpasser os for meget, lærer barnet ingenting” og “hvordan skal barnet kalre sig i den virkelige verden, hvis vi tilpasser os for meget?” ikke gælder. Man bliver ikke bedre til at klare sig som voksen af, at det meste går galt, når man er barn” (Hejlskov&Wiman, 2016, p.66).

Det betyder i praksis, at din fornemmeste opgave som mor eller far er at hjælpe dit barn til at lykkes – og det er faktisk også det sjoveste 🙂

Alle mennesker gør det, der giver mest mening i en given situation.

Dine børn gør også det, der for DEM giver mest mening i en situation. Men nogle gange kan det for os forældre være vanskeligt at få øje på meningen bag en bestemt handling.

Når vi ikke forstår en given handling, kan det være nemt at komme til at tilskrive barnet en negativ intention. F.eks. at dit barn er ulydig, driller, provokerer, bare ikke vil høre efter… Hvilket med al sandsynlighed vil være med til at eskalere situationen.

Hvis dette lyder bekendt, så hæng på…

Et eksempel fra hverdagen…

“Amalie og hendes far, Anders, er på vej hjem fra børnehave. De har travlt og tager derfor den udgang, der vender ud mod gaden, hvor Anders har parkeret bilen, i stedet for hoveddøren. Lige udenfor døren er der en vandpyt, som er næsten 10 centimeter dyb og fuld af vand. Ligesom mange andre børn elsker Amalie at plaske i vand, så hun springer lige ud i pytten og hopper, så vandet sprøjter.
“Nej,” råber Anders, da han ser Amalie i vandpytten. “Du har jo ikke gummistøvler på! Hvor mange gange skal jeg sige til dig, at du ikke må hoppe i vandpytter, når du ikke har gummistøvler på?” (Hejlskov & Wiman, 2016, p.38).

Amalie gør, som hun gør, fordi det er sjovt at hoppe i vandpytten. Hun kan endnu ikke se den logiske årsagssammenhæng i situationen, nemlig at hun ikke har gummistøvler på, og derfor bliver våd.

Mange af de konflikter, vi oplever med vores børn, sker, når både vi og vore børn er stressede og ikke kan overskue konsekvenserne af vores handlinger.
I en sådan situation giver det altså ikke mening at bruge en strategi, som Anders i eksemplet, hvor han forsøger, at aktivere Amalies endnu udviklede evne til at forstå årsags-virknings sammenhæng.

What to do?

Som en naturlig konsekvens af princippet, må vi antage, at jo mere mening en situation giver for dit barn – jo letter vil det være for dit barn at gøre det, der forventes.

For at skabe mere mening og dermed samarbejde og ro hos dit barn i hverdagen, kan du gøre følgende:

– kigge på de fysiske rammer: er der ro eller kaos her? F.eks. faste pladser ved spisebordet, kører radioen for fuld hammer sammen med et tændt tv?

– hvor forudsigelig er dagen? Mange børn kan, hvis de har overblik, bedre være i ro. Du kan f.eks. give dit barn overblik ved at lave en simpel dagsplan.

Så overordnet set handler det om, hvilken mening du tilskriver dit barns adfærd i en given situation. Næste gang dit barn ikke gør, som du forventer, så prøv at se på, om der for dit barn er en tydelig mening med det, han/hun skal gøre.

Hvis ikke, så skab en mening, der giver mening 🙂

Når vreden bruser: Bliv på den store klinge, men hvordan?

Oplever du, at vreden kommer som “lyn fra en klar himmel”?

Du når simpelthen ikke at stoppe op, inden vreden kommer ud ved f.eks. at råbe højt? Så hæng på, for så er dette indlæg til dig.

Affektudbrudsmodellen:

Måske har du set mit webinar, hvor jeg viste en model, der gik fra grøn-gul-rød? (Se eller gense det her).

Modellen illustrerer, hvordan følelser (vreden) stiger over tid.

I det grønne felt er du rolig og afbalanceret.

Du er glad og godt tilpas.

Du er udhvilet og har måske lige haft en god oplevelse, der gav dig energi og gåpåmod. Kender du den følelse af veltilpashed? Prøv at tænke efter: hvordan føles det for dig, når du er ”grøn”?

Måske kan du faktisk slet ikke huske, hvordan ”grøn” føles?

Måske er det så længe siden, at du har stoppet op og tilladt dig selv at mærke, hvordan du egentligt har det? Hvordan kan det egentligt være, at du så sjældent stiller dig selv det spørgsmål? Jeg gætter på at du ligesom alle andre kan være bange for svaret, fordi det ville blive tydeligt at du måtte handle anderledes. Det i sig selv er ikke så skræmmende, hvis du ved, hvad du skal gribe til.

Der, hvor det skræmmende opstår, er, når du ikke selv kan se en vej videre. Eller at du kan se at alternativet til den måde, du lever på i dag er alt for uoverskueligt.

Hvis det lige er gået op for dig, at det er ALT lang tid siden, at du sidst har været ”grøn”, så tillad dig selv at mærke de følelser, dette fører med sig.

Bliver du trist over, at du ikke har passet bedre på dig selv?

Begynder du at skælde dig selv ud?

Læg mærke til de tanker, der kommer til dig nu.

Lad mig stoppe dig her og opfordre dig til, at du lige nu begynder at anerkende dig selv for din opdagelse. For ved du hvad? Så er du på rette vej i fht. at begynde at passe bedre på dig selv.

Når du nu har opdaget, at du måske det meste af tiden er ”gul”, så er der håb.

Al forandring starter nemlig med en erkendelse.

Når du er ”gul” er du let irriteret hele tiden.

Du er energiforladt, let trist, snerrer måske mere af din partner end du selv synes er godt. Der skal ikke så meget til for at du kommer op i det røde felt.

Det røde felt er der, hvor du har mistet kontrollen over dig selv, og du kommer til at sige og gøre ting, som du bagefter bitterligt fortryder. 

Det gule AHA-felt:

Mange af dem jeg i tidens løb har rådgivet omkring deres børns røde eksplosioner, har virkeligt fået en aha oplevelse, når jeg har vist dem modellen med det gule felt i midten. Det er gået op for dem, at deres barn ikke bare er gået fra grøn til rød på en gang, selvom det umiddelbart har været svært at få øje på de udløsende faktorer og eskaleringen.

Så tilbage til dig: når du oplever, at vreden kommer som ”lyn fra en klar himmel”, så prøv at tænk tilbage og stil dig selv de her spørgsmål:

• Hvad gik forud for vreden?
• Hvad følte du i situationen ud over vreden?
• Hvordan har du det egentligt generelt?
• Hvor placerer du dig selv på modellens opadgående akse?

Løsningen = at blive på den store klinge:

Løsningen er ikke en hurtig og nem pakke, du lige kan tage ned fra hylden og så med et trylleslag aldrig mere opleve, at du mister kontrollen og gør ting i vrede, som du bagefter fortryder.

Når du vil ændre dine egne måder at reagere på, så kræver det øvelse, øvelse og atter øvelse. Men et billede som måske kan hjælp dig til at minde dig selv om, at du øver dig på at ”styre dig”, når følelserne bruser er hentet fra cykelsportens verden.

Når du reagerer nærmest pr. automatik, så er du på ”den lille klinge – quick and dirty”, altså en hurtig og ikke særligt gennemtænkt måde at reagere på. Her er det en lille kerne i din hjerne, der styrer responsen, nemlig amygdala. Det smarte ved denne respons er, at du kan reagere lynhurtigt, når du er truet.

Din hjerne indeholder et andet mere langsom og mere eftertænksomt system, som man kan kalde ”den store klinge”.  Det er her din fornuft regerer. Systemet er til for, at du kan tage velovervejede beslutning med gode konsekvenser på den lange bane.

Så hvordan skifter du fra den lille til den store klinge?

Det lyder jo så nemt, når du skriver det på den måde, tænker du måske?! Og lad mig slå fast; det er slet ikke så ligetil at ændre reaktionsmønster. Men der er håb: for jeg ved, at det kan lade sig gøre at blive bedre og bedre til at være og blive på den store klinge.

Hvis din grundlæggende måde at reagere på oftest er med kort snor og vrede, så vil jeg opfordre dig til at kigge på, hvor du placerer dig i modellen om grøn-gul-rød? Tager du dig egentligt kærligt af dig selv, så du har tidspunkter, hvor du lader op? Hvad kan du allerede i dag gøre for at komme mere ned i det grønne felt?

Lad mig også slå fast, at vreden i sig selv er en naturlig og velkommen følelse på lige fod med glæde, frygt og tristhed. Det er ikke så meget det, at du bliver vred, men mere det, du siger og gør, når du er vred.

Konkrete bud, der kan hjælpe dig med at håndtere vreden og bevare roen:

Her følger nogle konkrete bud på, hvad du kan gøre, når du kan mørke at følelserne bruser op i dig:

– træk vejret dybt ned i maven mindst 10 gange

– tæl til 10 eller tæl ting i omgivelserne

– tag en timeout for dig selv og gå kortvarigt ind i et andet rum

– erkend din afmagt og lad evt. en anden tage over

– slip kravet, der udløste konflikten: hvis dit barn f.eks. ikke vil have jakke på, og du har anerkendt og guidet, og det ikke har hjulpet, så lad barnet komme afsted uden jakke.

Litteratur til yderligere inspiration:

Hejlskov elven, B. & Wiman, T. (2016): Rabalder i børnefamilien. Dansk Psykologisk Forlag.

Seidenfaden, K. & Draiby, P. (2007): ”Det levende parforhold – fra konflikt til nærvær”. TV 2 Forlag.